Søg

livredder taler med mænd på strand

Livredderne opfordrer: Pas på hinanden

Vandet er et attraktivt sted at søge hen, når der skal hygges, grilles og festes. Men særligt om aftenen og natten er der færre til at holde øje, og det er sværere at orientere sig. Så livredderne opfordrer alle, men især mænd, til at passe på hinanden.
Studenterfester, musikfestivaler, sommerafslutninger og hyggelige grill-aftener med familie og venner. Anledningerne er mange, når vi mødes til sommerarrangementer disse dag – og vi gør det gerne ved vandet.

Drukneulykker kan desværre ske hele døgnet, så vi opfordrer til, at man aldrig går i vandet alene

René Højer, projektchef i TrygFonden

"Sommeren er begyndt med lunt vejr de fleste steder i landet, og mange samles om aftenen til diverse sommerfester og festlige arrangementer. Så kan det være fristende at tage en dukkert eller begive sig ud på vandet. Men i de sene aften- og nattetimer er der både færre til at holde øje og opdage en eventuel farlig situation, ligesom mørke gør det svært at orientere sig. Drukneulykker kan desværre ske hele døgnet, så vi opfordrer til, at man aldrig går i vandet alene eller tager en solotur på havet – heller ikke selvom vennerne sidder inde på stranden. De kan ikke nødvendigvis se, hvis du kommer i vanskeligheder," siger René Højer, projektchef i TrygFonden.

Alkohol og vandaktiviteter er en farlig kombination

Nyder man alkohol på stranden eller andre steder ved vandet, skal man også tænke sig godt om.

"Aktiviteter i, ved og på vand er fantastiske, men de skal helst foregå på de rigtige tidspunkter, og man skal have respekt for vand. Alkohol og badning er en farlig blanding, for alkoholen påvirker din reaktionsevne og dømmekraft og betyder, du har større risiko for at havne i en farlig situation og kan have sværere ved at redde dig selv. Så bliv gerne på land og få resten af selskabet til at gøre det samme – det er langt mere sikkert at gemme badeturen til dagen efter," siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

Pas på hinanden – også når I er ved vandet

TrygFonden har arbejdet med forebyggelse af drukneulykker i mange år og bl.a. undersøgt nærdrukneoplevelser blandt danskerne og vores adfærd ved vandet. Et observationsstudie viser bl.a., at der sent på aftenen og ud på natten er flest mænd ved havneområderne, og at de oftere end kvinderne færdes alene og i beruset tilstand. 

"Mænd er generelt overrepræsenterede, når det gælder drukneulykker i Danmark. Noget, vi også kan se, er, at kvinder generelt er bedre til at følges ad og passe på hinanden. Hvis vi kan få mændene – både de unge og de voksne – til at gøre som kvinderne, er vi nået langt i forhold til drukneforebyggelse," siger René Højer.

Aktioner i uge 26

Aktioner i uge 26
I uge 26 (24. juni – 30. juni) gennemførte livredderne i alt 2.423 indsatser, hvor der i et tilfælde var en eller flere personer i livsfare, derudover var  24 førstehjælpsaktioner, 149 forebyggende aktioner, og 2.249 oplysende indsatser.

Rød aktion på Juelsminde Storstrand, 28. juni 2024
En badegæst observerede to børn på SUP-boards et stykke uden for livreddernes primære zone. Børnene kunne ikke komme tilbage på land pga. kraftig fralandsvind. En af livredderne tog resucueboardet ud til de to piger og hjalp med at trække dem ind   mod land. Halvvejs tilbage på stranden kom en båd forbi, som tog pigerne med til land.