Hvordan bliver du livredder hos TrygFonden?
Første skridt til at blive livredder hos TrygFonden er at blive optaget på vores livredderuddannelse. Optagelsesprøven kræver, at du er i god form og god til at svømme. Det kan være en god idé at forberede dig til prøven, hvis der er discipliner, som er særligt svære for dig.
Du kan ansøge til optagelsesprøven fra d. 1. oktober - 15. december.
Om optagelsesprøven
Opbygning
Til optagelsesprøven skal du igennem to forskellige dele. Optagelsesprøven er en samlet vurdering af alle elementerne, og de er begge afgørende for, om du bliver optaget på uddannelsen.
De to dele af optagelsesprøven er:
En fysisk prøve
Du kan se de enkelte discipliner, som er en del af den fysiske prøver under 'Discipliner'.
En personlig samtale
Den personlige samtale er et vigtigt element i optagelsesprøven. Her vil vi gerne høre, hvorfor du brænder for at blive livredder, og hvilke overvejelser du har gjort dig.
Det er en god idé at forberede dig på optagelsesprøvens forskellige dele – særligt hvis der er discipliner, som er svære for dig. Du kan fx træne op til prøven i en livredderklub.
Krav
For at komme til optagelsesprøve skal du opfylde følgende krav:
- Du skal have udfyldt et ansøgningsskema
- Du skal være fyldt 18 år, når du møder til optagelsesprøven i januar
- Du skal have kørekort til personbil (kategori B)
- Du skal have gode dansk- og engelskkundskaber
- Du skal kunne arbejde i fem uger som livredder i vores strandsæson (27. juni - 20. august)
- Det er en betingelse for ansættelse og dermed også for at deltage i uddannelsen, at du har en ren børneattest. Hvis du bliver tilbudt ansættelse, indhenter vi din børneattest.
Discipliner
Til optagelsesprøven skal du gennemføre følgende discipliner for at blive optaget på livredderuddannelsen:
- 400 m fri på 7,5 minutter (de første 200 m svømmes på maks. 3,5 min)
- 25 m polocrawl og 25 m undervandssvømning på 50 sekunder
- 150 m bjærgning af bjærgedukke på 5 minutter
- 25 m nødflytning af dukke eller person (75-80 kg).
Du skal gennemføre disciplinerne inden for 60 minutter uden brug af maske, svømmefødder og snorkel (ABC), men du må gerne bruge svømmebriller.
Se, hvordan optagelsesprøvens discipliner foregår
150 m bjærgning af dukke
25 m nødflytning af dukke eller person
25 m polocrawl og 25 m undervandssvømning
Ansøg til livredderuddannelsen
Du kan tilmelde dig optagelsesprøven som livredder i TrygFonden Kystlivredning fra den 1. oktober til og med den 15. december 2024.