Har du været tæt på at drukne, så fortæl om det- det kan hjælpe med at redde andre!

Hvis du har været ved at drukne, kan din historie være med til at forhindre, at andre kommer i samme situation. Hvert år falder mennesker i de danske havne eller kommer i nød på svømmeturen. Men de tilfælde, hvor folk redder sig selv i land eller bliver hjulpet af andre, kender kun de involverede til. Derfor efterlyser TrygFonden nu historier fra folk, der er blevet reddet, så de kan bidrage til at forebygge drukneulykker i Danmark.

Hvad skete der? Var du alene? Hvordan kom du op fra vandet? Svarene på disse spørgsmål kan være med til at redde liv. Hvis du har været ved at drukne, kan du bidrage med din viden til at kvalificere det forebyggende arbejde for at reducere antallet af druknede i Danmark.

Beskrivelser fra folk, der har prøvet at falde i vandet, er guld værd for vores arbejde med at forebygge drukneulykker

De seneste tal fra TrygFondens Nationale Druknestatistik viser, at der i perioden 2001-2015 i gennemsnit var 60 personer om året, som mistede livet i drukneulykker i Danmark. Men når personer bliver reddet fra at drukne i Danmark, er det sjældent, at det bliver registreret. Man ved derfor ikke meget om, hvor ulykkerne sker, hvorfor personerne er endt i vandet, om de fik hjælp til at komme op, og om der blev brugt redningsudstyr. 

TrygFonden har gennemført en befolkningsundersøgelse, hvor danskerne bl.a. er blevet spurgt, om de har været tæt på at drukne. På den baggrund anslår TrygFonden, at der hvert år er omkring 16.000 personer, som oplever, at de er tæt på at drukne, og heraf vurderes, at de 4.000 personer falder i de danske havne.

"Det er alt sammen antagelser, da vi ikke har dokumentation for langt størstedelen af de tilfælde, hvor folk bliver reddet. Det er, fordi politi, ambulance og hospital sjældent bliver involveret. Vi vil derfor gerne høre fra folk, der kan gøre os klogere på både, hvor, hvorfor og hvordan ulykkerne sker, så vi kan forsøge at forebygge, at de ikke sker igen", siger Erik Bech, chef for viden og dokumentation i TrygFonden Kystlivredning.

Hvis du har været ved at drukne, så vil TrygFonden gerne høre din historie

De danske havne har igennem årene, hvor antallet af drukneulykker er gjort op, været det sted, hvor flest personer drukner. Men i Danmark er der aldrig langt til en kyststrækning, og der findes mange åer, søer og vandløb, hvor det kan være farligt at falde i.

"De fleste drukneulykker sker i havne, og derfor har vi et særligt fokus de steder, hvor vi fx tester redningsstiger og undersøger, hvordan vi på anden måde kan gøre havnene mere sikre. Havnene og i det hele taget vores unikke muligheder for at komme tæt på vandet her i Danmark lægger op til mange forskellige aktiviteter, så der er mange scenarier, der kan føre til, at man falder i vandet. Beskrivelser fra folk, der har prøvet at falde i vandet, er guld værd for vores arbejde med at forebygge drukneulykker. Vi håber derfor, at der er mange, som vil dele deres oplevelser med os", siger René Højer, programchef i TrygFonden.

Del din historie - og hjælp andre fra at drukne

Hvis du har været ved at drukne, så vil TrygFonden gerne høre din historie. Klik her og besvar spørgeskemaet – du kan vælge at være anonym eller give lov til, at du må blive kontaktet. Under alle omstændigheder vil din historie kunne være med til at redde andre fra at drukne.