At være livredder

Det er et hårdt, men meningsfyldt at være livredder. Det er et arbejde med mange udfordrende oplevelser, og du er med til at løse en vigtig opgave.

Som livredder passer du enten et af vores rød-hvide livreddertårne sammen med en anden livredder, eller du bliver en del af et team på 3-4 livreddere, der hvert år bemander vores LivredderPatruljer, som kører Danmark rundt og sætter fokus på sikkerhed ved vand.

Som livredder ved tårnene spænder dine opgaver vidt. Du kan eksempelvis på en enkelt dag skulle oplyse strandens gæster om vand og sikkerhed, give førstehjælp i tilfælde af dehydrering og gribe aktivt ind i livstruende situationer.

Samtidig består jobbet også af overvågning, træning og vedligeholdelse af tårn og udstyr.

LivredderPatruljerne løser primært informationsopgaver på strande og havne ved at lave opvisninger og undervise i livreddende førstehjælp og sikkerhed ved vand.

Udstyret

Som livredder i TrygFonden Kystlivredning har du det mest moderne udstyr til din rådighed.

Da vi begyndte indsatsen, havde livredderne kun en gummibåd og en livredderkuffert. I dag har livredderne langt mere avanceret udstyr som for eksempel rescueboards, specielle livredderbåde fra New Zealand, hjertestartere, iltudstyr, signalflag, radioudstyr, førstehjælpskufferter og meget andet.

Endvidere tester vi konstant nyt udstyr for at finde ud af, om det kan være med til at forbedre sikkerheden for badegæsterne.

Jobudsigterne

Inden hver sæson lægger vi en vagtplan, der afhænger af hvor mange livreddere, der har meldt sig til sommerens opgaver. Som nyuddannet åbent-vand-livredder skal du være parat til minimum 5 ugers arbejde i sommerperioden, og vi garanterer dig mindst 2 uger.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er arbejdstiden som livredder? Hvad får jeg i løn? Hvor skal jeg bo, når jeg arbejder? Få svar på de mest almindelige spørgsmål til arbejdet som livredder.

Få svar på dine spørgsmål