Færdsel på isen

Det er sjovt at stå på skøjter og kure hen ad isen, når frosten rigtig har fat i Danmark. Men før du bevæger dig ud på isen, bør du være helt sikker på, at den kan bære - for hvis du falder igennem, kan det være vanskeligt at komme op igen.

Hvor tyk skal isen være?

Anbefalingerne til, hvor tyk isen bør være, før den kan bære, afhænger bl.a. af strømforhold på det enkelte sted, men som hovedregel skal isen være 13-18 cm tyk, før du bør bevæge dig ud på den.

De fleste kommuner måler dagligt tykkelsen på isen på udvalgte steder og holder øje med dens bæreevne. Nogle kommuner sætter skilte op de steder, hvor det er forbudt at gå ud på isen, mens andre kommuner ikke skilter. Det er derfor altid en god idé at orientere dig hos kommunen, der som regel har information på hjemmesiden om, hvor du trygt kan færdes på isen.

Brug din sunde fornuft

Selvom isen kan bære, skal du stadig bruge din sunde fornuft og passe på både dig selv og andre. Selv små temperaturændringer i vejret kan ændre isens tykkelse, og ved fx siv og træbevoksning kan isen være mindre stabil.

Selvom du ser andre bevæge sig rundt på isen, skal du kun gå derud, hvis du har undersøgt, om isen kan bære – for det kan godt være, at personerne på isen ikke har tjekket det først. Og hvis du ser personer på isen, hvor du ved, at den er usikker, så kald dem tilbage på land, så der ikke sker ulykker.

Værd at vide om is


  • Dybe sprækker i isen kaldes gardiner. De kan bruges til at bedømme tykkelsen af isen, da isen altid er mindst ligeså tyk som gardinerne.
  • Hvis isen brister i stjernemønster, når du træder på den, er den ikke tyk nok til at gå på.
  • Hvis stjernemønstret i isen bliver omkranset af cirkelformede sprækker, er du ved at gå igennem isen.
Spot image

Hvis ulykken sker på isen

Det kan være rigtig farligt at falde igennem isen. Heldigvis sker der sjældent alvorlige ulykker, men det iskolde kolde vand kan være livstruende, og den sprækkede, tynde is gør det vanskeligt for vidner til ulykken at hjælpe personen op fra vandet.

Bliv klogere på isulykker