Er der lys i lanternerne?

Bliv set af andre sejlere og erhvervsskibe på hjemturen - tjek dine lanterner, inden du tager på havet.

Det bliver tidligt mørkt her i september, og det overasker mange sejlere på hjemturen. Det kan være både ubehageligt, men også farligt at blive overset på havet, når det bliver mørkt.

Det handler ikke kun om, at du kan se de andre både, men også at de skal få øje på dig 

"Vi ved alle sammen godt, at vi skal tænde vores lanterner, når solen går ned. 
Men alligevel ser man mange motorbåde, sejlere og robåde enten uden lys eller med forkert lys. Gør dig selv den tjeneste at tjekke din lanterner på vej ud på turen", siger Sten Emborg, specialkonsulent i  Søsportens Sikkerhedsråd 

Problemer med lanternerne 

De mest almindelige årsager til manglende lys i lanterner er:

- Dårlige ledningsforbindelser og dæksstik
- Defekte pærer i lanternerne
- Manglende strøm på forbrugsbatteriet

"Hav evt. et sæt reservelanterner i båden. De ligner ”Nefa-lyger” og fås i de fleste bådbutikker. I nødstilfælde kan du bruge en hvid lommelygte til at lyse på din egen båd, på sejlet eller på den båd, der nærmer sig. Det handler ikke kun om, at du kan se de andre både, men også at de skal få øje på dig – især hvis du sejler i en lille båd", siger Sten Emborg.

Hvis du er i tvivl om, hvilke lanterner din båd skal have, kan du læse mere om de forskellige skibslys og signalfigurer her.