Sidste chance for at bade på strande med livreddere

De fleste skoleelever er tilbage i klasselokalerne, og det betyder også, at livredderne snart lukker for sæsonen. Du kan dog stadig nå en sidste dukkert i sommervejret.

For mange børn og voksne er hverdagen begyndt igen efter en lang sommerferie, og dermed er den travleste tid for TrygFondens kystlivreddere forbi for denne sæson. Livredderne sænker flaget og forlader tårnet for sidste gang onsdag den 17. august.

"Det ser ud til, at vi får en god og lun afslutning på badesæsonen, og forhåbentligt vil mange benytte lejligheden til at få en sidste dukkert på strandene med livredderne. I løbet af sæsonen har livredderne mødt og talt med mange strandgæster, og vi håber, at det har medvirket til, at endnu flere er blevet opmærksomme på, hvilke forholdsregler der kan gøre badeturen mere tryg," siger René Højer, projektchef i TrygFonden.

Pas på hinanden i vandet

Mange danskere fortsætter med at bade og svømme langt ind i efteråret. Badevandet er stadig lunt et godt stykke tid endnu, og i øjeblikket er der mange havsvømmere, der træner til TrygFonden Christiansborg Rundt og andre stævner i de kommende måneder.

Det er godt at have en makker med, så man kan hjælpe hinanden

Når der ikke længere er livreddere til at holde øje på strandene, er det vigtigste råd, at man aldrig bader alene.

"Vi anbefaler altid, at man aldrig bader alene og altid sætter sig ind i forholdene på den enkelte strand, før man går i vandet. Især strøm og vindforhold skaber farlige situationer, og derfor er det godt at have en makker med, så man kan hjælpe hinanden, hvis der opstår problemer. For havsvømmerne gælder det desuden, at de skal huske at gøre sig synlige i vandet med havtasker og badehætter i pangfarver, så de ikke risikerer at blive sejlet ned af både," siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

Tag på tur med klassen og mød livredderne

Hvis børneinstitutioner eller skoleklasser skal på tur i den kommende uge, er de meget velkomne til at komme forbi stranden og møde livredderne.

"Livredderne viser gerne livreddertårnet og deres udstyr frem og taler med børnene om, hvordan man bedst passer på sig selv og hinanden, når man tager på stranden. Så det er et oplagt sted at tage børnene hen for at få noget frisk luft og noget nyttig viden, som de kan tale videre om med deres forældre derhjemme," siger Anders Myrhøj.

Aktioner i uge 31

I uge 31 (den 1.– 7. august) gennemførte livredderne i alt 6.032 indsatser, hvoraf det vurderes, at der i 6 tilfælde var en person i livsfare. Derudover var 345 almindelige førstehjælpsaktioner, 495 forebyggende aktioner og 5.186 oplysende indsatser.

Røde aktioner i uge 31:

Balka Strand den 4. august 
En badegæst kontakter livredderne om en ulykke med en person i kritisk tilstand på Balka Havn ca. 500 meter fra livreddertårnet. Da livredderne ankommer til stedet, er vidner i gang med at give hjertelungeredning, og livredderne overtager. En person ankommer med en hjertestarter, som bliver påsat. Livredderne fortsætter med hjertelungeredning, indtil ambulancen ankommer. Personen overlever desværre ikke. 

Rørvig Strand den 4. august 
Livredderne observerer en badegæst i en badering ca. 3-400 meter ud fra kysten. Badegæsten hopper selv i vandet for at svømme ind til land, men kommer ikke nærmere stranden pga. fralandsvinden. Livredderne sejler ud i båd og hjælper hende tilbage til land.

Balka Strand den 3. august
Livredderne bliver kontaktet af en windsurfer-instruktør, der fortæller, at en kursist er fanget i fralandsvind nord for livreddertårnet. To af livredderne sejler ud til kursisten, der virker afkræftet, så livredderne hjælper ham sikkert i land.

Kerteminde Strand den 3. august
Livredderne observerer to personer på en luftmadras i fralandsvind, som driver længere og længere ud. Livredderne sejler derfor ud for at hente de to unge piger på 18-19 år, som er drevet ca. 250-270 m ud fra kysten. Den ene pige har vandskræk, og den anden har krampe, så de kunne ikke selv komme i land. Livredderne sejler dem tilbage til land og fortalte om vigtigheden af at orientere sig om vind- og strømforhold og lade luftmadrasser blive på land i fralandsvind.

Grenaa Strand den 3. august 
Livredderne bliver kontaktet af badegæster, der kommer løbende. De fortæller, at en båd er kæntret 1 km nord for livreddertårnet og 2 km fra land. Livredderne sejler afsted mod ulykken, og da de når frem, ligger to personer i vandet, og de kan ikke selv vende båden. De to personer kommer op i livredderbåden, og livredderne får i samarbejde med personer fra en båd, der netop er ankommet for at hjælpe, vendt båden og trukket den ind til land.

Balka Strand den 2. august 
Livredderne spotter en windsurfer syd for livreddertårnet ca. 400 m fra kysten, som ikke kan komme op på boardet, da sejl og board er blevet adskilt. Livredderne sejler ud til den nødstedte, der befinder sig under sejlet. Livredderne flytter sejlet og hjælper surferen op i båden og sejler ham og udstyret tilbage til land.

De fem baderåd

Forebyg ulykker ved at følge de 5 baderåd, udviklet af TrygFonden og Dansk Svømmeunion

  1. Lær at svømme
  2. Gå aldrig alene i vandet
  3. Læs vinden og vandet
  4. Lær stranden at kende
  5. Slip ikke børnene af syne
Lær baderådene at kende