Tager du ansvar for sikkerheden, skipper?

Som skipper har du ikke alene ansvar for, at dit grej er i orden, og at du har tjek på vejrudsigten, når du sejler ud. Du har også ansvar for, at alle om bord bærer redningsvest. I de kommende uger vil havne i hele landet blive udstyret bl.a. med skilte, som opfordrer fritidssejlere og fiskere til at tage skipperansvar.

Det er skipperen, der bestemmer om bord, og hvis skipper har en regel om, at alle skal bære redningsvest, så er det det, man gør. Sådan er det i den ideelle verden.

En undersøgelse fra SejlSikkert, som Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden står bag, viser, at det er stærkt socialt betinget, om man bruger vest ombord på en båd. I 85 pct. af tilfældene, hvor der er flere om bord på en båd, har enten alle vest på, eller ingen har vest på. Kun i 15 pct. af tilfældene er der både personer med og uden vest om bord. 

En opfordring til skipperne

Dette års SejlSikkert-kampagne, som Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden står bag, handler derfor om at få skipperne til at sætte det gode eksempel og minde om, at de er garanter for sikkerheden om bord.

Jeg tager redningsvest på og lægger en stak i cockpittet, så der ikke er nogen, der er i tvivl om, at alle bærer vest på min båd

"Jeg medgiver gerne, at det kan være svært at bede sin makker i båden tage vest på, men omvendt så ved vi også, at redningsveste øger chancen for at overleve ved ulykker på vandet. Tænk på det værst tænkelige, at du må kontakte din makkers ægtefælle og fortælle, at der er en eftersøgning i gang efter manden eller konen, som er faldet over bord. Vi vil derfor gerne gøre det legitimt som skipper at stille krav til alle om bord, at de skal bære vest. Selv gør jeg det, at jeg tager redningsvest på og lægger en stak i cockpittet, så der ikke er nogen, der er i tvivl om, at alle bærer vest på min båd," siger Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd.

50 pct. bærer redningsvest

Samlet set er det godt halvdelen af fritidssejlere, fritidsfiskere, kajakroere, surfere og personer på jetski, som ofte tager redningsvest på før turen på vandet. 
René Højer, der er programchef og ansvarlig for vand- og badesikkerhed i TrygFonden, håber, at indsatsen, som sætter fokus på skipperansvar, vil fungere som en venlig opfordring til at bryde vanen og få vesten på.

Vesten er altid vigtig. 7 ud af 10 dødsulykker sker i stille vejr

"Det er mit håb, at vi en dag slet ikke behøver at diskutere, om vesten skal på eller ej. Ligesom det i dag er tilfældet med sikkerhedsseler i bilerne. Men indtil da kan vi kun opfordre til, at skipperne går forrest som nogle gode eksempler for sikkerhedskulturen. Når omkring halvdelen af dem, der i dag bruger vandet, allerede bruger veste, så skal de blot hver især få én anden til at begynde, og så vil vi være i mål," siger René Højer.

Spot image

Brug vesten

Du skal altid sørge for, at der er rednings- eller svømmeveste til alle, når du skal ud på havet. Det er ikke bare sund fornuft, men også et lovkrav. De fleste sejlerulykker med dødelig udgang sker, fordi sikkerhedsudstyret ikke bliver brugt.

Brug vesten