Bad mellem de rød-gule livredderflag

Projektansvarlig

Projektansvarlig

Programchef René Højer er ansvarlig for projektet i TrygFonden.

René Højer 45 26 08 08

Det gode badevejr skaber ekstraordinær travlhed for livredderne på strandene, som i uge 29 måtte redde syv personer i land fordelt på fem aktioner. Bad mellem livredderflagene, lyder rådet fra TrygFonden Kystlivredning. Så er der størst chance for at få hurtig hjælp, hvis du kommer i vanskeligheder i vandet.

På strandene markerer livredderne deres primære zone med rød-gule flag i vandkanten, som betyder, at livredderne holder særligt øje i området mellem flagene. 

Man kan ikke nødvendigvis se på vandet, hvis der er noget, som man skal passe særligt på
En stor del af de livreddende aktioner, som livredderne gennemfører, sker uden for deres primære zone. Det betyder ifølge Anders Myrhøj, der er chef for drift og sikkerhed i TrygFonden Kystlivredning, at badegæsterne løber en unødig risiko.

"Livredderne har konstant øjnene på vandet i deres primære zone, så de kan hurtigt spotte, hvis nogen kommer i vanskeligheder. Det er ikke altid, at den nødstedte selv er i stand til at signalere efter hjælp, og derfor vil andre badegæster ikke nødvendigvis opdage, hvis en person er i problemer. Den største sikkerhed får du således ved at bade der, hvor livredderne holder skarpt øje. De har både udstyret og er specialtrænet i at træde til ved både mindre alvorlige hændelser, og når der er fare for badegæsternes liv", siger Anders Myrhøj.

Læg mærke til flaget øverst i livreddertårnet

En anden god grund til at bade tæt på livreddertårnet er, at flaget i toppen af livreddertårnet advarer, hvis der er forhold, som gør det farligt at bade. 

"Man kan ikke nødvendigvis se på vandet, hvis der er noget, som man skal passe særligt på, eller hvis det er direkte farligt at gå i. I sådanne situationer er flagene en god rettesnor", fortæller Anders Myrhøj, og fortsætter:

"På en almindelig dag med gode badeforhold hejser livredderne det rød-gule flag i toppen af livreddertårnet. Hvis der er forhold, som man skal være særlig opmærksom på, bliver det gule flag hejst. Rødt flag betyder, at al badning frarådes. Det sker eksempelvis ved meget kraftig strøm, eller hvis vandet er forurenet, som vi har set det i havnebadene tidligere i denne sæson." 

Fakta: Hvad betyder flagene på toppen af livreddertårnene?

Det rød-gule flag
Betyder, at livredderposten er åben, og at du skal udvise almindelig opmærksomhed, når du bader.

Det gule flag
Betyder, at du skal udvise særlig opmærksomhed ved badning. Livredderne kontrollerer jævnligt vandforholdene og bruger det gule flag til at advare om farer i vandet. Det kan være bølger, strøm, fralandsvind, brandmænd eller andre lokale forhold, som kræver særlig opmærksomhed. Spørg livredderne, hvis du er i tvivl.

Det røde flag
Betyder, at livredderne fraråder badning, fordi vandforholdene er livsfarlige. Det kan fx skyldes meget store bølger, meget kraftige strømforhold eller forurenet vand. 

Intet flag
Hvis der ikke er hejst et flag i toppen af livreddertårnet, betyder det, at livredderne ikke er på vagt. Livredderne er ved tårnet hver dag fra kl. 11-19 frem til den 22. august.

Se filmen ”Derfor skal du bade mellem flagene”

I uge 29 gennemførte livredderne 13.172 indsatser, hvoraf de 5 var aktioner, hvor det vurderes, at personer var i livsfare. Derudover var der 720 almindelige førstehjælpsaktioner, 887 forebyggende aktioner og 11.560 oplysende aktioner.

Aktioner i uge 29, hvor personer var i livsfare:

Balka Strand, torsdag den 19. juli 
Omkring kl. 17.10 spotter livredderne en familie 300 meter ude i vandet, der signalerer, at de har brug for hjælp. En mor med sin søn og to døtre henholdsvis i kajak og på stand up paddling boards kan ikke komme tilbage til stranden på grund af fralandsvind. Livredderne tager båden ud og tager døtrene og deres boards med i båden, mens mor og søn selv kommer tilbage til stranden.
 
Pigerne er lettere chokerede, og moren fortæller, at det hele pludseligt havde udviklet sig meget hurtigt. Pigerne har mistet en pagaj, som livredderne sejler ud og prøver at finde, men må opgive. På vejen tilbage er en lille pige på omkring 10 år ca. 100 meter ude i vandet, og hun kan heller ikke komme tilbage til stranden med sit stand up paddling board på grund fralandsvinden. Hun kommer op i båden med boardet og bliver sejlet ind til land, hvor mor venter. Pigen er tydeligt rystet af situationen.

Rindby Strand, torsdag den 19. juli 

Omkring kl. 17.00 tager en pige i vandet kontakt til nogle tyske badegæster og besvimer kort efter. Livredderne tager bilen og kører langs stranden til stedet, som ligger ca. 100 m syd for livreddernes primære zone. Livredderne løber ud i vandet til pigen, som bliver støttet og holdt oven vande af to badegæster.

Livredderne og badegæsterne får pigen i land, hvorefter livredderne tager over. Pigen er ikke ved bevidsthed og har hurtig vejrtrækning og kramper. Livredderne yder livreddende førstehjælp og ligger pigen i stabilt sideleje, da hun begynder at bevæge sig med kramper. Da ambulancen henter hende, har hun vejrtrækning, men er stadig ikke kontaktbar.

Søndervig Strand, onsdag den 18. juli 
Kl. 17.40 observerer livredderne 4-5 personer, der kommer løbende langs stranden. De løbende personer meddeler, at der er én, som har brug for hjælp ca. 350 m syd for tårnet. En mand i 40’erne er fanget på en revle og kan ikke selv komme i land, og de pårørende har uden held forsøgt at hjælpe ham.

Livredderne får kontakt med manden i vandet, som er meget afkræftet og kaster op, fordi han har slugt vand. Livredderne får manden tilbage på stranden og behandler ham, indtil ambulancen ankommer. Manden blev løbende mere bevidsthedspåvirket, afkræftet og kold og kunne svagt kontaktes. 

Rindby Strand, mandag den 16. juli 

Kl. ca. 15.45 kontakter en tysk badegæst livredderne og fortæller, at der ligger en pige på omkring 15 år uden bevidsthed i vandkanten ca. 250 m syd for livreddernes primære zone. Livredderne yder livreddende førstehjælp på pigen, der er uden bevidsthed og med svag vejrtrækning. Hun er blå og kold. Pigen reagerer med spjæt og ligges i stabilt sideleje. Hun ryster og har hurtige, krampagtige vejrtrækninger. Ambulancen ankommer og overtager behandlingen af pigen. 

Senere erfarer livredderne, at pigen ca. 100 meter ude i vandet kontaktede nogle badegæster og fortæller, at hun var svimmel. Badegæsterne følger pigen i land. Hun besvimer 50 m fra land, og badegæsterne får hende tilbage på stranden. 

Hvide Sande Sydstrand, mandag den 16. juli 

Kl. 15.49 spotter livredderne en kitesurfer ca. 400 m ude i vandet, som har problemer med at få kiten op. Livredderne ser, at surferen driver ud fra kysten, og de sejler ud i båden. Kitesurferen, som er tysker, er afkølet og træt. Livredderne hjælper ham med at pakke udstyret sammen, og sejler ham tilbage på land.

De fem baderåd

Forebyg ulykker ved at følge de 5 baderåd, udviklet af TrygFonden og Dansk Svømmeunion

  1. Lær at svømme
  2. Gå aldrig alene i vandet
  3. Læs vinden og vandet
  4. Lær stranden at kende
  5. Slip ikke børnene af syne
Lær baderådene at kende