Revlehuller, badedyr og en styrtet kitesurfer: 7 redningsaktioner fra livreddernes sommer

TrygFondens kystlivreddere har i løbet af sommeren gennemført flere end 57.000 indsatser på de danske strande. De fleste har været oplysende og forebyggende, men i 22 situationer har en eller flere personer været i livsfare.

De rød-gule kystlivreddere fra TrygFonden har brugt det meste af tiden på de danske strande i år på at snakke med badegæster om, hvordan de får en sikker badetur – og holde øje med vind, vand og vejr. Men 22 gange har der været brug for at rykke hurtigt, når personer har været i livsfare.

Særligt fralandsvind har været årsag til mange kritiske situationer, fortæller Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

"Badegæster, kitesurfere og personer på SUP og andre typer boards er blevet overraskede af vinden og har haft brug for assistance til at komme tilbage til land. Vi har samtidig forebygget mange situationer i at udvikle sig alvorligt ved fx at råde til at lade oppustelige genstande blive på land pga. fralandsvind og til at passe på revlehuller og stærk strøm," fortæller Anders Myrhøj.

Her kan du læse om syv af de aktioner, hvor personer var i livsfare i løbet af sommeren 2022.

29. juni 2022, Hvidbjerg Strand

Livredderne bliver alarmeret af badegæster, der støtter en ældre kvinde i vandet. Kvinden kan ikke gå selv og har mange smerter i benene, og hun har slugt vand. Livredderne og badegæsterne hjælper kvinden ind på land. Hun har vejrtrækningsproblemer, og livredderne giver hende ilt. Livredderne tilkalder en ambulance, der henter kvinden.

9. juli 2022, Rørvig Strand

Livredderne observerer en kitesurfer styrte i vandet ca. 300 m nord for livreddernes primærzone. Fem minutter efter ligger manden og kiten stadig i vandet. Begge livreddere tager ud i båd pga. voldsomme vejrforhold. Manden er langt ud fra kysten, han er træt, og livredderne får ham op i båden og tilbage til land. Manden er taknemmelig for, at der var livreddere i nærheden, da han ikke selv kunne svømme ind. Da kiteboardet ikke kunne findes, kontaktes politiet for at forebygge en mulig eftersøgning efterfølgende.

10. juli 2022, Ishøj Strand

Livredderne bliver tilkaldt, da en mor befinder sig i vandet med sin datter, der har fået et epileptisk anfald. Moren kan ikke selv hjælpe sin datter op af vandet. Livredderne bærer datteren tilbage på stranden, hvor hun stabiliseres. Herefter kan familien køre hjem fra stranden.
Livredderne vurderer, at pigerne ikke selv kan komme ind, så den ene tager sit board og får bjærget pigerne ind, der er lettere paniske og trætte

20. juli 2022, Hvide Sande Sydstrand

Livredderne spotter et revlehul fra tårnet, hvorefter den ene livredder stiller sig i vandkanten for at tale med og advare badegæster. To piger bliver fanget af den sidegående strøm og ført med ud i revlehullet. Livredderne vurderer, at pigerne ikke selv kan komme ind, så den ene tager sit board og får bjærget pigerne ind, der er lettere paniske og trætte. Pigerne fortæller, at de var blevet overrasket af strømmen, og både piger og forældre får sig en god snak med livredderne om revlehuller, strøm og bølger.

26. juli 2022, Balka Strand

Livredderne observerer en femmandsgruppe på to SUP-boards, der bliver fanget i fralandsvinden. Den ene livredder tager hurtigt båden ud til gruppen, mens den anden holder øje fra land. Det ene SUP-board med en far og hans søn er længst ude, og de har brug for hjælp. Faren er hoppet i vandet for at prøve at få boardet ind mod land, men han er meget afkræftet. Livredderen får både far og søn over i båden og sejler dem ind til stranden. Drengen har det godt, men faren er meget afkræftet, så han bliver i båden ved livredderen. Efter et lille stykke tid får faren det bedre og kan komme tilbage til familien.

Den ene pige har vandskræk, og den anden har krampe, så de kan ikke selv komme i land

3. august 2022, Kerteminde Strand

Livredderne observerer to personer på en luftmadras i fralandsvind, som driver længere og længere ud. Livredderne sejler ud for at hente de to unge piger på 18-19 år, som er drevet ca. 250 m ud fra kysten. Den ene pige har vandskræk, og den anden har krampe, så de kan ikke selv komme i land. Livredderne sejler dem tilbage til land og fortæller om vigtigheden af at orientere sig om vind- og strømforhold og lade luftmadrasser blive på land i fralandsvind.

3. august 2022, Grenaa Strand 

Livredderne bliver kontaktet af badegæster, der kommer løbende. De fortæller, at en båd er kæntret 1 km nord for livreddertårnet og 2 km fra land. Livredderne sejler afsted mod ulykken, og da de når frem, ligger to personer i vandet, og de kan ikke selv vende båden. De to personer kommer op i livredderbåden, og livredderne får i samarbejde med personer fra en båd, der netop er ankommet for at hjælpe, vendt båden og trukket den ind til land.

En sikker tur til vandet

Livet på stranden er sjovt, men vand kan være vildt, og strøm kan være drilsk. Det kan vi ikke gøre noget ved, men til gengæld er der alle muligheder for at nyde det våde element. Du skal bare bruge din sunde fornuft og undgå at bringe dig selv og andre i fare. Planlæg en sikker tur til vandet