Lær om sikkerhed til søs på Havnens Dag

Kom og vær med, når SejlSikkert besøger ti havne på Havnens Dag den 10. juni kl. 10-14. Her kan du bl.a. få gode råd om sikker sejlads samt få tjekket, om din oppustelige redningsvest stadig duer.

Der er lagt op til en spændende og lærerig dag for hele familien, når SejlSikkert, der er et samarbejde mellem Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden, kigger forbi ti forskellige havne i anledningen af Havnens Dag 2017 den 10. juni.

  • Stubbekøbing Havn
  • Kalkbrænderihavnen
  • Sønderborg Lystbådehavn
  • Lynetten
  • Hasle Havn
  • Hundige Havn
  • Hadsund Sejlklub
  • Køge Marina
  • Jyllinge Havn
  • Svaneke Havn

Her har SejlSikkert en bod, hvor SejlSikkert-instruktører og -ambassadører vil give gode råd til sikker sejlads samt håndtering af krisesituationer til søs. Til flere af arrangementerne er der desuden mulighed for, at du kan få tjekket, om din oppustelige redningsvest stadig duer.

Få gode sejlvaner 

Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden vil sammen fremme sikkerhedskulturen blandt sejlere og fritidsfiskere i Danmark. Formålet er at nedbringe antallet af drukneulykker og alvorlige hændelser, og at det skal blive en selvfølge, at der er styr på sikkerheden til søs. 

"Vi håber, at rigtig mange har lyst til at kigge forbi SejlSikkert til Havnens Dag for at få gode råd til at gøre sejlturen sikker. Langt de fleste ulykker til søs sker på grund af småfejl eller manglende brug af redningsvest. Derfor vil vi gerne sætte fokus på, hvor vigtigt det fx er at lære at sejle og altid at bruge redningsvesten. Desuden hjælper vi hjertens gerne med at teste folks oppustelige redningsveste. Det skal nemlig gøres mindst en gang om året", fortæller Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd. 

Som en del af SejlSikkert-indsatsen har Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden rekrutteret et netværk af over 300 frivillige SejlSikkert-ambassadører, der er tilknyttet en lokal havn eller sejlklub, hvor de bidrager til at sætte sikkerhed på dagsordenen. Desuden er der blevet uddannet 22 SejlSikkert-instruktører til at holde foredrag og demonstrere sikkerhed i de danske havne. 

Havnens Dag finder sted i hele landet den 10. juni, og SejlSikkert være til stede i 10 havne. 

De 5 sejlråd

1. Lær at sejle
2. Hold dit grej i orden
3. Planlæg din tur
4. Hav en livline til land
5. Brug veste

Download SejlSikkert-appen 

SejlSikkert-appen indeholder information om vind- og strømforhold samt sejladvarsler, fx om hvor forsvaret holder skydeøvelser ud over vandet. Den indeholder desuden et minileksikon, hvor man med udgangspunkt i de fem sejlråd kan finde information og gode råd om alt fra vedligeholdelse af grej og anbefalet sikkerhedsudstyr til ”mand over bord”-manøvre, bølgehøjde og vigeregler. SejlSikkert-appen er udviklet i et samarbejde mellem Søsportens Sikkerhedsråd, Søfartsstyrelsen, DMI og TrygFonden. Den kan downloades gratis til Android og iOS.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Sten Emborg, specialkonsulent, Søsportens Sikkerhedsråd
Tlf.: 72 19 62 19
E-mail: sem@dma.dk

Om Søsportens Sikkerhedsråd

Søsportens Sikkerhedsråd er en selvstændig institution under Søfartsstyrelsen, som har til formål at arbejde for sikkerhed til søs for alle, der benytter danske farvande til rekreative formål. Læs mere på www.soesport.dk

Om TrygFonden

TrygFonden varetager TryghedsGruppens almennyttige arbejde. TryghedsGruppen er hovedejer i forsikringsselskabet Tryg og skaber værdi og tryghed gennem langsigtede investeringer og almennyttige uddelinger. Læs mere om TrygFondens aktiviteter på www.trygfonden.dk