Ingen drukner med redningsvest

Projektansvarlig

Projektansvarlig

Programchef René Højer er ansvarlig for projektet i TrygFonden.

René Højer 45 26 08 08

Det er blot 54 pct. af sejlerne, roerne og fritidsfiskerne, der tager redningsvest på, når de skal på vandet. Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden sætter derfor fokus hen over sommeren på de liv, der kunne reddes, hvis alle husker redningsvesten.

Ud af de 188 personer, som druknede i forbindelse med fritidssejlads fra 2001 til 2015, bar 90 pct. ikke redningsvest, da de blev fundet.

Vi opfordrer til, at man bruger en synlig redningsvest – både for sin egen skyld, men bestemt også for ens families skyld
"At sige, at ingen drukner med redningsvest, er naturligvis at stramme budskabet. Men det er alvorlig ment, at de fleste drukneulykker kan forebygges, hvis alle bærer redningsvest, når de tager på vandet", siger Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd.

Ifølge en undersøgelse fra Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden bruger 46 pct. af sejlerne, roerne og fritidsfiskerne ikke redningsvest, når de tager på vandet. Sejlere bruger vesten langt oftere end fritidsfiskere (55. pct. af sejlerne mod 29 pct. af fritidsfiskerne), og generelt falder brugen af veste med alderen, så personer over 44 år er dem, der mest sjældent bærer redningsvest. 

"Nogle mener, at redningsvesten hæmmer bevægeligheden, og erfarne sejlere og fritidsfiskere synes måske, at de ligner amatører, hvis de bærer vest. Men redningsveste findes efterhånden i mange forskellige modeller, så der er ingen undskyldninger for ikke at tage dem på", siger Sten Emborg.

Det er en sejlivet myte, at det er i hårdt vejr, at ulykkerne sker. Faktisk sker langt de fleste fatale ulykker i godt vejr, når man har paraderne ned. Derfor skal redningsvesten også på, når det er solskin og vindstille. 

En usynlige redningsvest = ingen redningsvest

En redningsvest, der ligger i cockpittet under sejlturen, gavner ikke, hvis man falder over bord. Og en mangeårig sejlererfaring er ingen garanti for at undgå ulykker til søs. Det har fået Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden til at lancere indsatsen ”Den usynlige redningsvest”, som hen over sommeren skal øge opmærksomheden på den forskel, en redningsvest kan gøre.

"Den usynlige redningsvest hjælper dig ikke, hvis du falder i vandet. Det er desværre sådan, at vi ofte skal have en ulykke tæt inde på livet, før vi ændrer adfærd. Men vi vil gerne undgå, at det kommer så vidt. Derfor opfordrer vi til, at man bruger en synlig redningsvest – både for sin egen skyld, men bestemt også for ens families skyld", siger René Højer, programchef i TrygFonden.

Den usynlige redningsvest er lige til at dø over

Indsatsen ”Den usynlige redningsvest” når ud til butikker, der forhandler sejler- og fiskegrej, samt til havne i hele landet. Følg også med på facebook.com/brugvesten, og se kampagnefilmen på vores Facebookside:
Sejl Sikkert - Brug Vesten

”Den usynlige redningsvest” er en del af Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFondens SejlSikkert-samarbejde, der skal øge sikkerhedskulturen blandt sejlere og fiskere.

 
Spot image

Tjek din redningsvest

Den selvoppustelige redningsvest skal tjekkes minimum en gang om året - gerne inden sæsonstart. SejlSikkert har udviklet en vejledning til, hvordan du selv kan tjekke din vest. Se også filmen, hvor SejlSikkert-instruktør Søren Simonsen viser og forklarer de forskellige steps.

Find vejledning og film