Overvurder ikke dine evner på Stand Up Paddle board

Hvert år kommer personer på Stand Up Paddle boards (SUP) i vanskeligheder og må reddes i land af livredderne, og ofte er det vinden, som overrasker. Tag et introduktionskursus og invester i ordentligt og sikkert udstyr, så du undgår vanskeligheder på vandet, lyder opfordringen.

TrygFondens Kystlivreddere er vant til at møde mange mennesker med SUP og bodyboards på strandene om sommeren. Og de hjælper hvert år personer i land, som er kommet i problemer ud for kysten. Ser livredderne personer på vej ud på SUP i fralandsvind, griber de ind og fortæller, at de bør blive på land. 

"De personer, som vi hjælper i land, er som regel blevet fanget af fralandsvind, som gør det vanskeligt for dem at komme tilbage på stranden. Særligt de oppustelige SUP-boards reagerer næsten som et badedyr i vinden, og driver ud fra kysten – og det kan ske meget hurtigt. Hvis man ikke er meget rutineret og har gode kræfter, er det svært at padle imod vinden og strømmen," siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

Jeg tror desværre ikke, at det bliver den eneste redning, vi ser i løbet af badesæsonen
I fredags blev en kvinde på bodyboard fanget af et revlehul og fralandsvind ud for Vejers Strand, og hun måtte reddes i land af vores livreddere. Der er rigtig mange mennesker på SUP og andre former for boards på vandet i år, fortæller Anders Myrhøj.

"Jeg tror desværre ikke, at det bliver den eneste redning, vi ser i løbet af badesæsonen. Når man står på stranden, kan det være meget svært at vurdere, hvor meget vind, der er ude på vandet. Så spørg gerne en livredder til råds, hvis der er en på stranden, inden du padler ud – og bliv altid på land, når der er fralandsvind, hvis du er uøvet," siger Anders Myrhøj.
 

Tag et kursus, selvom du ikke synes, det er nødvendigt

Det er god motion og en herlig sommeraktivitet at padle på SUP, og hele familien kan være med. Det har fået mange danskere til at investere i et SUP-board, og det får Søsportens Sikkerhedsråds organisationer til at opfordre til, at man som nybegynder tager et introduktionskursus, før man bevæger sig ud på egen hånd.

"Først og fremmest skal du lære at vurdere vindforholdene og vide, hvad du kan magte. Vinden er som regel kraftigere, når man kommer lidt ud fra kysten, og så kan det være svært at styre boardet, hvis man er nybegynder. SUP ser umiddelbart nemt ud, men det er ikke nok, at du kan holde balancen på boardet. Derfor bør du også lære den korrekte teknik for at padle effektivt og undgå at overbelaste kroppen med forkerte bevægelser," siger Henrik Tang Kristensen, klubkonsulent og SUP-instruktør i Dansk Sejlunion.

Han kommer med en klar opfordring til SUP-begynderne.

Et introduktionskursus tager typisk et par timer og kan tages i vandsportsklubber i hele landet. 

"Tag kurset, selvom du ikke synes, det er nødvendigt. Når du har teknikken på plads, kan du begynde at øve dig i roligt vand tæt på kysten, og først når du har godt styr på det og kan manøvrere boardet, kan du begynde at padle længere væk fra kysten, hvor der er mere vind. På kurset lærer du også færdselsreglerne på vandet, så du undgår at komme i karambolage med andre på SUP, badegæster eller både i havneløb og andre steder, hvor der er mange på vandet," forklarer Henrik Tang Kristensen.

Svømmevest, leash og mobil gør turen på vandet mere sikker

Dansk Kano- og Kajakforbund har oplevet en eksplosiv interesse for SUP blandt deres medlemmer i de seneste år. Derfor gør de en stor indsats for at oplyse om sikkerheden på SUP, og her er en svømmevest, en leash og en vandtæt mobil ikke til at komme udenom.
 
"Der er mange, som ikke er opmærksomme på, at det er lovpligtigt at have svømmevest med – og vi vil gerne opfordre til, at man tager vesten på. Hvis du falder i vandet og ikke kan komme tilbage på dit board, så holder vesten dig oppe, så du sparer kræfter og kan bruge dem på at komme sikkert tilbage på land," fortæller Bjørn Thomsen, konsulent i Dansk Kano- og Kajakforbund.

Han opfordrer også til, at du sætter en sikkerhedsline - en såkaldt leash - om din ankel, så boardet ikke driver fra dig, og at du tager en vandtæt mobil med ud på vandet, så du kan ringe efter hjælp, hvis det bliver nødvendigt.

"Der skal så lidt til at gøre turen mere sikker, så prioriter noget godt sikkerhedsudstyr," siger Bjørn Thomsen.

Aktioner i uge 25

I uge 25 (den 24.-26. juni) gennemførte livredderne i alt 3.193 indsatser, hvoraf det vurderes, at der i et enkelt tilfælde var en person i livsfare. Derudover var 159 almindelige førstehjælpsaktioner, 139 forebyggende aktioner og 2.894 oplysende indsatser.

Rød aktion: 24. juni 2022, Vejers Strand
Livredderen på Vejers Strand observerede en kvinde, der var fanget i et revlehul og fralandsvind på bodyboard ca. 200 m nord for livreddertårnet. Livredderen satte båden i vandet og sejlede ud til kvinden, der sagde, at hun selv ville prøve at komme ind. Livredderen blev i området og observerede kvinden, men da hun drev længere ud og til sidst kaldte efter hjælp, hjalp livredderen hende sikkert i land.

Find livreddere på kortet

Skal du have sand mellem tæerne i løbet af sommeren? Så er det en god idé at vælge en strand med livreddere. Se på kortet, hvor livredderne holder øje. Du kan også se tårnenes åbningstider og strandenes redningsnumre.

Se kortet