Hjælp med at undgå drukneulykker

Hvert år omkommer mennesker i drukneulykker i danske havne, og tal viser, at mere end hver fjerde har været tæt på at drukne. TrygFonden efterlyser nu alle, der har prøvet at falde i vandet, men enten fik reddet sig selv eller fik hjælp af andre. Deres oplevelser og erfaringer er vigtig viden i en ny indsats, der skal forebygge drukneulykker. Samtidig lyder en klar anbefaling her i julefrokosttiden: Følg altid hinanden hjem!

I perioden fra 2001 til 2020 omkom i alt 276 personer – 255 mænd og 21 kvinder – som følge af drukneulykker i danske havne. Det viser TrygFondens Nationale Druknestatistik. Det særlige ved faldulykker i havne er, at de sker ved et uheld, hvor folk ikke havde nogen intentioner om at skulle i vandet modsat fx en badeulykke. Ofte er alkohol involveret, og ulykkerne sker som regel om natten, hvor folk er alene.

Heldigvis koster det ikke menneskeliv, hver gang folk falder i vandet i de danske havne. Nogle formår at redde sig selv, mens andre får hjælp til at komme i sikkerhed. Netop disse personer vil TrygFonden nu rigtig gerne i kontakt med:

Antallet af drukneulykker i havne er stigende. Det skal vi have gjort noget ved

"Vores drukneprognoser for 2021 og 2022 tyder desværre på, at antallet af drukneulykker i havne er stigende. Det skal vi have gjort noget ved. Både ved at kigge på indretningen af havnene, så vi kan undgå, at folk falder i, og ved at skabe flugtveje, så folk kan komme op igen, hvis det alligevel går galt," siger René Højer, projektchef i TrygFonden, og fortsætter:

"Vi vil meget gerne i kontakt med alle, der har prøvet at falde i havnen og klarede sig enten på egen hånd eller med hjælp fra andre. De kan hjælpe os med værdifuld viden til arbejdet med, hvordan vi kan forebygge, at folk falder i vandet, og ikke mindst hvordan vi kan sikre os, at dem, der alligevel falder i, kan komme op igen. Vi håber, at mange vil dele deres oplevelser med os, så vi sammen kan gøre danske havne mere sikre," siger René Højer.
 
TrygFonden deltager i en ny ekspertgruppe nedsat af Transportministeriet, der skal bidrage med ideer til, hvordan sikkerheden i danske havne kan styrkes, og antallet af drukneulykker kan reduceres. Resultaterne af den nye analyse af tæt-på-ulykker vil også indgå i ekspertgruppens arbejde.


Del historien om din tæt-på-ulykke – og hjælp andre fra at drukne

Hvis du på et tidspunkt har prøvet at falde i en havn eller kanal, vil TrygFonden meget gerne høre fra dig. Udfyld spørgeskemaet her: Undersøgelse af ulykker i bynære havne og vandområder – du kan vælge at være anonym eller give lov til, at du må blive kontaktet. Under alle omstændigheder vil din historie kunne være med til at redde andre fra at drukne.

 

Følg hinanden hjem fra julefrokosten

Sammen med opfordringen om at henvende sig, hvis man har prøvet at falde i havnen eller en kanal, følger en klar anbefaling til alle, der skal til julefrokost, nytårsfest eller andre festlige sammenhænge. For hvert år mister mennesker på tragisk vis livet efter at være faldet i vandet på vej hjem alene fra en festlig aften. Drukneulykker, der måske kunne være undgået, hvis de ikke havde været på egen hånd, da ulykken skete. Er man alene, kan det være rigtig svært at bevare roen og redde sig selv op af vandet.

"Gå ikke alene hjem, og lad aldrig dine kammerater finde hjem selv – især ikke hvis de er berusede. Skulle ulykken ske, kan det være altafgørende, at der er en, der kan træde til og tilkalde hjælp. Og ser du en, der er på egen hånd i nærheden af vand, og som virker til at være lidt ude af balance, så lad ikke vedkommende klare sig selv. Træd til, og sørg for, at personen kommer væk fra vandet og sikkert hjem. Det kan i sidste ende betyde, at du redder et liv," siger René Højer og håber, at alle vil tage rådet til sig, så vi kan hjælpe hinanden til at undgå flere drukneulykker.

Spot image

Forebyg ulykker

En sommerdag på stranden, en skøjtetur på søen og et dyp i havet på en kold vinterdag kan alle være fantastiske oplevelser. Men hvis ikke du har styr på sikkerheden ved vandet, kan du hurtigt komme i problemer. Lær de fem baderåd at kende og bliv klogere på, hvordan du forebygger drukneulykker.

Forebyg ulykker