Færre skal drukne i danske havne

Transportministeren og Danske Havne inviterer torsdag den 23. juni til konference på baggrund af de tragiske hændelser, der med jævne mellemrum finder sted i de danske havne. I anledning af konferencen offentliggør TrygFonden den årlige nationale druknestatistik, der viser en tendens til færre drukneulykker i Danmark, men et stabilt antal drukneulykker i danske havne.

Vi bruger vandet mere og mere til rekreative aktiviteter. Det gælder åbent vand-svømning, SUP (Stand Up Paddle), fiskeri, kajaksejlads og meget mere. Samtidig bor, bruger og færdes vi – både store og små – i stigende grad ved Danmarks vandkant.

På trods af denne voksende vandglæde og vandaktivitet er tendensen, at der sker færre årlige drukneulykker. Torsdag har transportminister Trine Bramsen og Danske Havne indkaldt til konference om sikkerhed i de danske havne. Her vil TrygFonden præsentere de nye tal for drukneulykker i Danmark.

"Det er glædeligt, at vi kan se en nedadgående tendens for antallet af drukneulykker i de snart 25 år, vi har arbejdet med forebyggelse på området. Og selvom man måske kan tro, at drukneulykker i danske havne er et voksende problem, ligger vi meget stabilt på omkring 10 årlige drukneulykker. Når det så er sagt, er 54 drukneulykker i alt, som vi så i 2020, stadig 54 for mange," siger René Højer, projektchef i TrygFonden og oplægsholder på konferencen.

 

De fleste drukneulykker kan forebygges ved sikker adfærd og en indretning af de fysiske rum i vandkanten

 

Indsamling af viden, ”best practice” erfaringer, solide evalueringer og mere intelligente løsninger, som kan være med til at få os alle til at færdes sikkert ved vandet, er ifølge TrygFonden vigtige elementer på vejen til færre drukneulykker – både i danske havne og alle andre steder, hvor mennesker og vand mødes. Derfor er man glad for initiativet til konferencen, og at der bliver sat fokus på en styrket forebyggelsesindsats af drukneulykker.

"De fleste drukneulykker kan forebygges ved sikker adfærd og en indretning af de fysiske rum i vandkanten, der understøtter den ønskede adfærd og gør det lettere at standse ulykken, hvis den alligevel sker. Det er derfor vigtigt, at man samler relevante aktører og udformer anbefalinger, som politikerne kan tage stilling til, så vi kan få en samlet strategi både nationalt og ude i kommunerne," siger René Højer og fortsætter:

"Vi bidrager fra TrygFondens side meget gerne med viden og erfaringer fra vores mangeårige arbejde med at forebygge drukneulykker. Det kan lyde banalt, men kan alle relevante aktører mødes i et fælles løfte om, at alle skal kunne færdes trygt ved vand, og at ingen skal kunne falde i vandet uden at kunne komme op igen, så bør vi kunne forebygge flere drukneulykker i Danmark."

Download den nationale druknestatistik her.

Spot image

Forebyg ulykker

En sommerdag på stranden, en skøjtetur på søen og et dyp i havet på en kold vinterdag kan alle være fantastiske oplevelser. Men hvis ikke du har styr på sikkerheden ved vandet, kan du hurtigt komme i problemer. Lær de fem baderåd at kende og bliv klogere på, hvordan du forebygger drukneulykker.

Forebyg ulykker