Livredderne er klar på strandene den 29. juni

Efter en skarp udvælgelse i begyndelsen af året, har livredderne fra TrygFonden Kystlivredning været gennem hård træning i seks måneder for at være klar til en ny sæson. Den 29. juni åbner de livreddertårnene for at passe på badegæsterne, når de tager en dukkert i vandet, der er lunere og mere indbydende, end vi har oplevet i mange år.

Traditionen tro hejser TrygFonden Kystlivredning flaget i de 36 rød-hvide livreddertårne i hele landet for at markere badesæsonens åbning, der som altid er timet efter skolernes sommerferie, hvor flest har mulighed for at nyde de danske strande. I år bliver åbningen ekstra festlig, for TrygFonden Kystlivredning fejrer 20-års jubilæum, og derfor byder livredderne på kage på åbningsdagen kl. 11, når tårnene åbner.

Livreddere vil sørge for øget sikkerhed for badegæsterne, og fra i år vil livredderne også holde opsyn på Thyborøn Strand.

Livreddere forebygger ulykker

Det fantastiske sommervejr har allerede givet danskerne smag for strandlivet, og det lune badevand frister til mange flere strandture end sidste år. Derfor håber livredderne på en travl sæson med både mange danskere og mange turister ved kysterne. Livredderne har forberedt sig helt op til tårnåbningerne med hård træning for at være i topform og for at kunne træde til, hvis der opstår farlige situationer på strandene eller ved havnebadene.

I 2017 gennemførte livredderne 51.763 indsatser. I 13 tilfælde blev det vurderet, at en eller flere personer havde været i akut livsfare. Heldigvis er langt størstedelen af de indsatser, livredderne gennemfører, således forebyggende.

De fleste badegæster er gode til at passe på sig selv, når de er i vandet, men vi ved af erfaring, at der hvert år opstår kritiske situationer

"De fleste badegæster er gode til at passe på sig selv, når de er i vandet, men vi ved af erfaring, at der hvert år opstår kritiske situationer og nogle gange også ulykker på de danske strande og havnebade. Derfor er det er vigtigt, at livredderne kan gribe ind under akutte og livsfarlige situationer," siger René Højer, programchef i TrygFonden. 

"Men en stor del af deres tid bruger livredderne faktisk på det forebyggende arbejde. De giver råd om vand- og vejrforhold til strandgæsterne, og på den måde er de med til at forhindre, at ulykker og farlige situationer overhovedet opstår. Så det forebyggende arbejde er en stor og meget vigtig del af livreddernes arbejde," forklarer René Højer.  

Danskerne bader mere sikkert end tidligere

TrygFonden Kystlivredning kan mærke, at 20 års fokus på øget sikkerhed i og ved vandet har ændret danskernes adfærd på strandene.

"I de 20 år vi har arbejdet med badesikkerhed, er der helt klart sket en positiv udvikling i både danskernes viden og adfærd. Eksempelvis er forældrene blevet gode til at se efter børnene i vandet eller - endnu bedre - at bade sammen med dem. I dag er der også mange danskere, som ved, hvad et revlehul er, og ikke mindst kan vi glæde os over, at der er langt færre børn, som drukner end tidligere," siger Anders Myrhøj, og fortsætter:

I 2016 - hvor de seneste tal er fra - mistede 45 livet i drukneulykker i Danmark

"Livredderne kender stranden godt og kan oplyse, om der er særlige forhold, som man skal være opmærksom på, inden man går i vandet. Så tag endelig fat i livredderne, når du møder dem på stranden. De kan også være behjælpelige, hvis man har skåret sig på en sten, har fået bistik eller ved andre førstehjælpsbehov," siger Anders Myrhøj.

Livredderne vil være på vagt på strandene hver dag i badesæsonen kl. 11-19 frem til den 22. august. Den primære zone, som livredderne overvåger, er markeret med rød-gule flag i strandkanten. Havnebadene er bemandede frem til den 30. september.

Find livreddere på kortet

Skal du have sand mellem tæerne i løbet af sommeren? Så er det en god idé at vælge en strand med livreddere. Se på kortet, hvor livredderne holder øje. Du kan også se tårnenes åbningstider og strandenes redningsnumre.

Se kortet