Vigereglerne regulerer færdslen på vandet og forebygger, at skibe støder sammen. Der er en del forskellige vigeregler, og det er vigtigt, at du kender dem alle.

Vigereglerne er en del af de internationale søvejsregler. Der er forskellige vigeregler - lige fra de helt grundlæggende til de mere specifikke, der afhænger af, om du er på havet i en sejlbåd eller i et maskindrevet skib. Lige meget, hvilket fartøj og vejr, du sejler i, er der dog en række generelle regler, du skal kende. Lær om de generelle vigeregler - og se og læs mere om de specifikke regler for henholdsvis sejlskibe og maskindrevne skibe i vores animationsfilm nedenfor.

  • Generelle regler 
  • Vigeregler for maskindrevne skibe
  • Vigeregler for sejlskibe
  • Trafikseparering

  • Reglerne er nummereret ud fra deres placering i søvejsreglerne, og derfor forekommer der umiddelbart ikke nogen kronologisk rækkefølge i tallene, da søvejsreglerne indeholder mange andre regler end blot vigereglerne.


    Generelle regler

    "Udkig", "Sikker fart" og "Forholdsregler for at undgå sammenstød" er nogle af de elementære regler, du skal overholde.  

    Regel 5: Udkig

    Som skibsfører skal du bruge øjne, ører og tekniske hjælpemidler til at holde sig orienteret om, hvad der foregår på havet. På den måde har du mulighed for at opdage andre skibe så tidligt som muligt - og handle inden der opstår farlige situationer.

    Regel 6: Sikker fart

    Du må ikke sejle hurtigere, end at du kan nå at reagere for at undgå et sammenstød. Du skal "gå med sikker fart" - dvs. at du skal tilpasse sin fart til farvand, vejr, sigtbarhed og trafik.

    Regel 7: Fare for sammenstød

    Når to skibes kurser skærer hinanden, kan der være fare for sammenstød. Ved at undersøge om retningen til det andet skib ændrer sig, kan du finde ud af, om faren er reel.  

    Regel 8: Forholdsregler for at undgå sammenstød

    For at undgå sammestød kan du som skibsfører gøre to ting: Ændre kurs og/eller sænke farten. Uanset hvilken manøvre du vælger, er det vigtigt at vise, at du kender søvejsreglerne og vil overholde dem. Du skal gå af vejen i god tid og ved en klar manøvre.

    Regel 16: Forholdsregler for det skib, der skal gå af vejen

    I en situation, hvor der er fare for sammenstød, skal det skib, der har vigepligt, foretage en tydelig manøvre i god tid, så det andet skib ikke er i tvivl om, at du vil vige.

    Regel 17: Forholdsregler for det skib, der skal holde kurs og fart

    Det skib, der ikke har vigepligt, skal holde kurs og fart. Hvis du er i tvivl om, hvem der har vigepligten, eller om det andet skib vil vige, kan du manøvrere for at undgå sammenstød.

    Tilbage til oversigten

     


    Vigeregler for maskindrevne skibe

    Der er nogle specielle vigeregler, du skal kende, når du er på havet i et maskindrevet skib. Maskindrevne skibe har oftest fri manøvreevne og kan uden problemer dreje til begge sider eller ændre deres fart. I vigereglerne for maskindrevne skibe skelner man derfor imellem de situationer, hvor skibene sejler direkte mod hinanden og de situationer, hvor skibene sejler på kurser, der skærer hinanden. Du skal også kende til, hvilke regler du skal følge, når du møder sejlskibe eller skibe med begrænset manøvreevne.

    Regel 13: Overhaling

    Hvis et maskindrevet skib indhenter et andet skib, skal det skib, der indhenter, gå af vejen.

    Regel 14: Skibe på modsatte kurser

    Hvis to maskindrevne skibe sejler direkte eller næsten direkte mod hinanden, skal de begge dreje til styrbord.

    Regel 15: Skibe på skærende kurser

    Hvis to skibe sejler på skærende kurser, og der er fare for sammenstød, skal det skib, der har det andet på sin styrbord side, gå af vejen.

    Regel 18: Skibes forpligtelser over for hinanden

    1) Maskindrevne skibe skal vige for sejlskibe. Men fritidsfartøjer skal vise hensyn over for erhvervsfartøjer.

    2) Et maskindrevet skib skal vige, hvis det møder et skib med begrænset manøvreevne - f.eks. en fiskebåd eller andet fartøj, der arbejder på havet.

     

    Tilbage til oversigten

     


    Vigeregler for sejlskibe

    Der er nogle specielle vigeregler, du skal kende, når du er på havet i et sejlskib. Reglerne er specielle for sejlskibe, blandt andet fordi vindens retning er en begrænsning for et sejlskibs handlefrihed.
    I vigereglerne for sejlskibe skelner man derfor mellem at have vinden ind fra samme side eller fra modsat side, i forhold til det skib man møder. Det kalder man henholdsvis at være på "samme halse" og at være på "modsat halse".

    Regel 12: Sejlskibe

    1) Hvis to skibe på modsatte halse sejler på skærende kurser, skal det skib, der har vinden ind fra bagbord vige - bagbord halse viger for styrbord halse. Det skib, der viger, bør gå agten om det andet skib.

    2) Når to sejlskibe på modsat halse møder hinanden, skal det skib, der har vinden ind fra bagbord, vige - enten ved at sejle styrbord eller bagbord om det andet skib. Det er godt sømandskab at gå til læ for det skib, man viger for.

    3) Når to sejlskibe på samme halse sejler mod hinanden på skærende kurser, skal det skib, der ligger tættest mod vinden, vige for det skib, der ligger længst fra vinden. Man siger også, at luv skal vige for læ.

    Regel 13: Overhaling

    Hvis et skib indhenter et andet, skal det skib, der indhenter, altid gå af vejen.

    Regel 18: Skibes forpligtelser over for hinanden

    1) Maskindrevne skibe skal vige for sejlskibe. Men fritidsfartøjer skal vise hensyn over for erhvervsfartøjer.

    2) Et sejlskib, der har fri manøvreevne, skal altid vige for et skib med begrænset manøvreevne.

    Tilbage til oversigten

     


    Trafikseparering

    Hvis du sejler i snævre løb eller på steder, hvor der er meget trafik, er det nødvendigt at kende nogle helt specielle regler. Der er flere af de såkaldte snævre løb i Danmark, hvor bredden og dybden på farvandet er begrænset. Samtidig er der også flere steder, hvor der ovenikøbet er meget trafik på et snævert sted, og her er der yderligere en række forhold omkring trafikseparering, som du skal sætte dig ind i. Trafiksepareringssystemer er først og fremmest forbeholdt den kommercielle skibsfart. I søvejsreglerne står der, at skibe under 20 m og sejlskibe ikke må vanskeliggøre passage for et maskindrevet skib, der følger en trafikrute. Ligeledes anbefales det i kommentarerne til søvejsreglerne, at skibe under 20 m i længde og sejlskibe anvender kysttrafikzonerne.

    Da de fleste fritidsfartøjer er under 20 m i længde betyder dette, at fritidsfartøjer og sejlskibe bør holde sig væk fra trafikruter. Fritidsfartøjer må dog godt krydse trafikruter i overensstemmelse med de internationale søvejsregler.

    Systemerne indtegnet i søkort

    De danske trafiksepareringssystemer er beskrevet i sejladsbestemmelser og indtegnet i søkort. Trafikruterne er mærket med styr- og bagbordsideafmærkninger og midtfarvandsafmærkninger. Der er ensretning i trafiksystemerne. Nogle steder i Danmark er der lavet kysttrafikzoner mellem separeringssystemet og land. Når der er en kysttrafikzone, skal fritidsfartøjer og mindre skibe bruge den. Store skibe skal generelt holde sig væk fra kysttrafikzonerne, men kan sejle i dem på vej til og fra havn. 

    Regel 9: Snævre løb

    1) Når du overhaler til bagbord i et snævert løb, skal du afgive to lange og to korte toner.

    2) Når du overhaler i styrbordssiden, skal du afgive et signal på to lange og én kort tone.

    3) Hvis kaptajnen på containerskibet vurderer, at overhaling ikke er forsvarligt, svarer han coasteren med mindst fem korte toner.

    Tilbage til oversigten