Tips til kano- og kajakroere

Roning i kano- og kajak er en sport og fritidsaktivitet, der bliver dyrket af flere og flere. Det er vigtigt, at kende nogle grundlæggende sikkerhedsregler i forhold til roningen. Dansk Kano og Kajak Forbund har defineret følgende minimumsfærdigheder for hhv. kano og kajakroere.

Øv dig gerne sammen med en ven, så bliver det også sjovere
Det er ikke komplette lister, men et minimum, som alle i egen interesse bør kunne leve op til. Det er vigtigt, at færdighederne bliver øvet på lavt og sikkert vand, så du altid bare kan stå ud af kajakken og gå i land. Øv dig gerne sammen med en ven, så bliver det også sjovere. Læs mere om kano- og kajaksporten på forbundets hjemmeside.

 

For kanoroere

  • Du skal kunne manøvre din kano uden om forhindringer og væk fra farer.
  • Du bør kunne foretage en makkerredning af en kæntret kano.
  • Du skal kunne få overbordfaldne op i kanoen – eventuelt ved hjælp af en stigbøjle.
  • Du bør kunne udføre en selvredning. Dette er svært. Alternativt padler man ikke alene eller altid så tæt ved bredden/kysten, at man kan tømme kanoen på lavt vand.

For kajakroere

  • Du skal kunne styre kajakken uden om forhindringer og væk fra farer.
  • Du skal kunne komme ud og fri af den kajak du ror i.
  • Du skal kunne udføre selvredning – det vil sige, at kunne komme op i kajakken igen på åbent vand.
  • Du skal kunne gennemføre en makker redning – det vil sige, at på åbent vand kunne hjælpe din makker op i sin kajak.