
Hold øje med små og store børn ved stranden
Hvis et barn kommer i problemer i vandet, sker det ofte pludseligt og lydløst. Barnet forsvinder bare. Derfor er det afgørende, at der hele tiden er en voksen, som holder øje med både små og større børn på stranden og i vandet. Det er også en god og badesikker idé at gå i vandet sammen med børnene.Vær sikker på, at store børn, som hjælper med at holde øje med mindre børn, kan klare opgaven. Store børn kan også pludselig komme i vanskeligheder i vandet.
Revlehuller: Sådan undgår du at komme i fare
Revlehuller – også kendt som hestehuller – er skyld i mange drukneulykker, fordi folk går i panik eller drukner af udmattelse. Heldigvis kan du selv gøre meget for at undgå at komme i fare. Revlehuller er ikke farlige i sig selv – det er panik og fejlagtig adfærd, der gør dem livsfarlige.
Det vigtigste er at bevare roen. Hvis du føler, at du bliver trukket udad og ikke kan komme ind til land, så lad være med at kæmpe imod. Hvis du bruger kræfter på at kæmpe mod strømmen, kan det blive farligt.
Lad dig i stedet flyde med strømmen indtil du mærker, at den aftager. Strømmen trækker dig væk fra kysten – ikke ned under vandet.
Når strømmen bliver svagere, så svøm til siden og langs med stranden og derefter ind til land igen.
Følg flagene, så er risikoen for revlehuller minimal
Hvis du bader mellem de rød-gule flag på en strand med livreddere, er livredderposten åben, og du befinder dig i den badezone, som livredderne anbefaler. Her er risikoen for revlehuller minimal.
Gule flag betyder, at du skal være særligt opmærksom ved badning. Det kan skyldes bølger, strøm, fralandsvind eller brandmænd. Røde flag betyder, at livredderne fraråder badning, fordi vandforholdene er livsfarlige.
Sådan redder du andre fra et revlehul
Hvis du ser andre blive fanget i et revlehul, så kontakt en livredder, hvis der er mulighed for det. Ellers ring 1-1-2.
Råb, at personen skal bevare roen og forsøge at svømme til siden.
Kast eller ræk gerne noget, der kan flyde, ud til den nødstedte – fx en bold, en redningskrans eller en tom stor sodavandsflaske med låg.
Mange er selv druknet i et forsøg på at redde andre ud af et revlehul. Så bevar roen, tænk klart og undgå at bringe dig selv i fare.
Livreddere redder liv og giver dig tryghed på stranden
Når du bader på en strand med livreddere, får du ikke kun ekstra tryghed. Du får også adgang til vigtig lokal viden om strøm, vind og revlehuller. Så spørg gerne livredderne til råds, hvis du er i tvivl om forholdene. De er også klar til at hjælpe, hvis du kommer til skade.
- I badesæsonen 2024 var TrygFonden Kystlivredning til stede på 34 strande og havnebade i Danmark. Her gennemførte livredderne over 63.000 indsatser:
26 redningsaktioner, hvor livredderne vurderede, at der var liv på spil. - 1.457 førstehjælpsaktioner ved fx snitsår, skader efter møde med brandmænd, bistik, forstuvninger og dehydrering.
- 4.314 forebyggende aktioner fx for at få badegæster til at svømme tættere på land eller lade være med at tage en luftmadras med i vandet ved fralandsvind.
- 57.326 oplysende indsatser fx om de 5 baderåd og lokale forhold på stranden.
Din viden kan redde liv
Mange kender ikke til revlehuller og de farlige situationer, der kan opstå, hvis man bader uden omtanke. Når du kender baderådene, gør du klogt i at dele din viden med familie og venner. Så er du med til at gøre stranden til et tryggere og mere sikkert sted for alle.
Find et hav af viden og gode råd om badesikkerhed på respektforvand.dk
5 x fakta: Vidste du det om revlehuller?
- Et revlehul er en fordybning i strandens revler, hvor der kan opstå en kraftig strøm, der fører vandet tilbage ud i havet.
- Modsat af hvad mange tror, er der ingen nedadgående strøm i revlehuller.
- Der er revlehuller alle steder, hvor der er revler. Derfor kan der være revlehuller langs alle danske kyster - uanset hvor fredelige de ser ud.
- Revlehuller er kun farlige for dig som badegæst, når de under særlige vind- og bølgeforhold fører vand ud fra stranden.
- Revlehuller har ofte en periode, hvor de er aktive - for eksempel hver 20. minut. I pauserne kan et revlehul ved siden af være aktivt. Et aktivt revlehul kan ofte kendes på, at der er færre bølger med skumtop.
Bonusinfo: Revlehuller kaldes ofte hestehuller. Navnet kommer af, at søfolk i gamle dage kaldte revler for heste.
Udforsk mere
-
Find et badestedHvor skal du hen på din næste badetur? Få et overblik over badeforhold på de danske strandeFind dit næste badested
-
Lær at tackle et revlehulSe, hvad du skal gøre, hvis du lander i et revlehulLæs om revlehuller
-
De fem baderådForebyg ulykker ved at følge de fem baderådSe de fem baderåd