Hjertestop ved drukneulykker skyldes næsten altid iltmangel. Hvis du reagerer hurtigt i en nødsituation, kan du forhindre skader på de indre organer og redde liv.
For hvert sekund, der går uden genoplivning, falder chancerne for at overleve. Når luftvejene er blokeret af vand, får kroppen ikke ilt nok til de livsvigtige funktioner, og man bliver samtidig bevidstløs, fordi hjernen mangler ilt.
Har en person hjertestop efter en drukneulykke, skal du altid starte med 5 indblæsninger
Bevidstløsheden gør, at kroppen forbruger mindre ilt, men i sidste ende vil iltmanglen føre til hjertestop, og derfor skal du altid starte med at give en person med hjertestop efter en drukneulykke 5 indblæsninger.
Er I flere på stedet, skal du bede en anden slå alarm ved at ringe 1-1-2, mens du redder den nødstedte i land og giver hjertelungeredning. Hvis du er eneste vidne til drukneulykken og dermed alene, skal du starte med 5 indblæsninger og fortsætte med at give hjertelungeredning i et minut, før du holder pause for at slå alarm.
Se guide til hjertelungeredning på hjertestarter.dk