Hvorfor skal man vinterbade?

Vinterbadere siger selv, at turene i det iskolde vand gør dem sundere og mere modstandsdygtige over for sygdom. Men hvordan hænger det sammen?

Mange vinterbadere hævder, at de har større modstandskraft mod virus og infektioner end andre. Der er også undersøgelser, der viser, at vinterbadere har færre sygedage og føler sig sundere.

Det vides dog ikke, om det er de sunde, der vinterbader, eller om man bliver sundere af at vinterbade. Overlæge Bente Klarlund, der er ekspert i at holde raske mennesker raske, giver her sin forklaring på, hvorfor vinterbadning er sundt.

"Når man udsætter kroppen for det kolde gys, aktiverer man en række stresshormoner, der igen aktiverer immunsystemet, så der kommer flere hvide blodlegemer ud i blodbanerne. Det samme sker, hvis man udsætter kroppen for andre former for akut fysisk stress, fx fysisk aktivitet. Adrenalinniveauet stiger og hidkalder de hvide blodlegemer, heriblandt de såkaldte naturlige dræberceller, hvorved kroppen måske bliver bedre til at bekæmpe infektioner," forklarer overlæge Bente Klarlund Pedersen og fortsætter:

"Vinterbadning ser ud til at styrke immunforsvaret, og andre undersøgelser peger på, at vinterbadning måske endda forebygger type 2-diabetes og styrker hjertet på sigt. Men forskningen er beskeden, og der skal en stor fed streg under ”måske”. Mange fortæller, at det kolde gys giver en masse velvære. Man kan ligefrem blive ”høj” af endorfiner, og når man har det godt psykisk, sker der måske en ringslutning, så man føler sig mindre syg, hvis man bliver ramt af forkølelse og snue." siger Bente Klarlund Pedersen.

Bad ikke med hovedet under armen

Forskning har vist, at uerfarne vinterbadere i nogle tilfælde reagerer på det kolde vand med besvimelser, så det er utroligt vigtigt, at man ikke bader alene.

Det gælder dog ikke kun for nye vinterbadere, men for alle – ingen bør vinterbade alene. Det er interessant, at erfarne vinterbadere reagerer med betydelig mindre fysiologiske udsving, fx lavere stigning i blodtryk. Man kan altså vænne sig til det kolde vand. Derfor er det smart at indlede sin første sæson som vinterbader ved bare at blive ved med at gå i vandet, mens temperaturen falder.

FAKTABOKS: Derfor er det sundt at vinterbade

  1. Øger lykkefølelsen: Når du bader i koldt vand, bliver der frigivet en række signalstoffer i hjernen, og du kan ligefrem blive ”høj” af endorfiner.
  2. Styrker immunforsvaret: Det kolde vand aktiverer dit immunsystem, og adrenalinniveauet stiger. Det er med til at bekæmpe infektioner.
  3. Godt for blodkarrene: Når din krop bliver udsat for et kuldechok, trækker blodkarrene i fingre, fødder, arme og ben sig sammen, så blodet strømmer til de indre organer. Når du kommer op af vandet, så åbner blodkarrene sig igen, og du får en varm fornemmelse i kroppen. Man kan sige, at vinterbadning er motion for blodkarrene.
  4. Bliver bedre til at holde varmen: Du kan vænne dig til kulden, og derfor fryser vinterbadere ikke så meget, når de er ude i det kolde vejr.