Gode råd til sikker vinterbadning

Når man bader om vinteren, er det ligesom om sommeren en god idé at følge de 5 baderåd. For det er bestemt ikke mindre farligt, når det er koldt.

Når der står minusgrader på temperaturmåleren, og der er is på bilen om morgenen, er det ikke alle, der fristes af et dyp i det iskolde hav, men vinterbadning er sundt for både krop og sjæl. Man skal dog tænke sig om, inden man hopper i det kolde vand, fortæller Erik Bech, chef for viden og dokumentation i TrygFonden Kystlivredning.

”Det er ekstremt vigtigt, at man kender stedet, hvor man vinterbader, og er opmærksom på de lokale forhold og især på, hvordan man kommer op af vandet,” siger Erik Bech

Hvis man ikke kan komme op af vandet eller fx bliver taget af strømmen om vinteren, kan det i løbet af utrolig kort tid blive livsfarligt. Derfor understreger Erik Bech også, at det er vigtigt, at man aldrig bader alene.

”En anden grund til altid at have en makker under armen er, at man især som ny vinterbader kan risikere at hyperventilere, når man dypper kroppen ned i det kolde vand, og hvis man ikke får styr på åndedrættet, kan man besvime og risikere at drukne. Derudover er det jo også hyggeligt at være flere på badebroen, så badningen bliver en social aktivitet,” siger Erik Bech.

Få ikke hovedet under vand

Når man udsætter kroppen for det kuldechok, som vinterbadning giver, trækker blodkarrene sig sammen for at bevare varmen omkring kroppens vitale organer. Men blodkarrene i hovedet reagerer ikke ved at trække sig sammen, hvilket betyder, at man meget hurtigt bliver afkølet.

 

Som udgangspunkt kan alle raske mennesker vinterbade

 

Det kan være farligt og øger bl.a. risikoen for at besvime. Når man vinterbader, skal man derfor undgå at få hovedet under vandet.

”I Danmark har der længe været en opfattelse af, at man som vinterbader sagtens kan tage hovedet under vandet, men finsk forskning har vist, at man udsætter sig selv for en unødvendig risiko. Jeg vil anbefale alle både nye såvel som erfarne vinterbadere at undgå at få hovedet under vandet. Hvis man vil sikre sig selv yderligere, kan man tage en varm hue på,” siger Erik Bech.

Som udgangspunkt kan alle raske mennesker vinterbade – også børn, men hvis du er i tvivl, er det altid en god idé at spørge din læge til råds, inden du udsætter dig selv for det kolde gys.

TrygFonden Kystlivredning opfordrer desuden alle til at følge de 5 båderåd uanset årstid.

Gode råd til sikker vinterbadning

  • Varm dine muskler op, før du går i det kolde vand, fx ved at løbe eller gå en tur
  • Hvis du går direkte fra saunaen til vandet, så lad kroppen køle lidt ned, inden du går i vandet
  • Gå langsomt, da badebroen og trappetrinene kan være glatte. Et par sko eller sandaler kan være en rigtig god idé
  • Hop aldrig i det kolde vand med hovedet først og tag gerne en hue på hovedet
  • Træk vejret roligt, når du går i vandet – koldt vand kan give dig midlertidig åndenød
  • Tag kun et kort dyp på fx 5-10 sekunder i det kolde vand de første gange, du vinterbader.Herefter kan du forlænge længden på dine dyp, som du synes. De fleste vinterbadere bader højest mellem 20-40 sekunder
  • Tag varmt tøj på efter badningen og drik rigeligt med te eller andre varme drikke
  • Gå under ingen omstændigheder i vandet, hvis du er påvirket af alkohol eller føler dig sløj
  • Bad aldrig alene
  • Hvis du er i tvivl, om dit helbred er godt nok til at vinterbade, så spørg din læge.

De fem baderåd

Forebyg ulykker ved at følge de 5 baderåd, udviklet af TrygFonden og Dansk Svømmeunion

  1. Lær at svømme
  2. Gå aldrig alene i vandet
  3. Læs vinden og vandet
  4. Lær stranden at kende
  5. Slip ikke børnene af syne
Lær baderådene at kende