Solrig weekend gav arbejde til livredderne

Efter en stille start på badesæsonen, strømmede danskerne til strandene i weekenden, hvor solen skinnede i det meste af landet. Det gav sved på panden hos livredderne, der passer på de danske badegæster på 35 strande og havnebade landet over. Fem badegæster var i potentiel livsfare.

Solen kiggede endelig frem, og det lokkede mange børn og voksne til stranden i weekenden - og søndag var sæsonens hidtil travleste dag, lyder det fra TrygFonden Kystlivredning. 

"Sommeren har indtil videre budt på blandet vejr, og der har været forholdsvis stille på strandene, men søndag havde livredderne travlt. Vi danskere er som regel rigtig gode til at passe på os selv og hinanden, og vores livreddere bruger det meste af deres tid på oplysende og forebyggende indsatser, men i søndags måtte livredderne ud og hente i alt fem badegæster ind, som potentielt var i livsfare," siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning, og forsætter: 

"Ved Christiansminde Strand hentede livredderne en ældre mand ind, som havde overvurderet sine egne svømmeevner og mistede kræfterne og svømmeevnen undervejs, og på Hvidbjerg Stand kom tre udenlandske piger i problemer under en badetur 100 meter fra livreddernes primære område. Den ene pige var bevidstløs, da livredderne nåede frem. Alle tre piger blev reddet i land, og den bevidstløse pige blev behandlet med ilt og var stabil, da ambulancen ankom. Ved havnebadet Fisketorvet i København hoppede en dreng, der ikke kunne svømme, i vandet og gik i panik, hvorefter livredderne hjalp ham op igen, og han tog derefter på skadestuen med sine forældre. De tre episoder understreger, hvor vigtigt det er at vælge en strand eller et havnebad, der er bemandede med livreddere, som kan træde til, hvis uheldet er ude," siger Anders Myrhøj.    

Pas på det kolde vand

Med badevandstemperaturer på mellem 14 og 19 grader kan det stadig være en rigtig kold fornøjelse at bade i de danske farvande. TrygFondens Kystlivredning opfordrer derfor badegæsterne til at passe på nedkøling og kramper i den kommende tid.

"Den danske sommer har ladet vente på sig, og det betyder, at badevandstemperaturen stadig er lav, selvom vi er i juli. Derfor skal du som badegæst passe ekstra på, når du tager en dukkert. Når du bader i koldt vand udvider de små blodkar sig, og dit blodtryk stiger. Det kan resultere i, at du bliver både svimmel og mister orienteringen. En anden risiko er kramper. Hvert år oplever vi, at badegæster i starten af sæsonen får kramper, når de hopper i det kolde vand, og det er især farligt, hvis man er svømmet langt ud," siger Anders Myrhøj, der er chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning, og fortsætter:

"Jeg vil gerne opfordre alle, der tager et dyp i det kolde vand, til at tage korte ture i vandet og gå forsigtigt i, så du undgår at give kroppen et kuldechok. Vær også altid flere sammen, når du går i vandet, så I kan holde øje med hinanden. Det er det sikreste både for dig og for dem, du bader sammen med," siger Anders Myrhøj. 

Se, hvor det nærmeste livreddertårn befinder sig på kortet.

Aktioner i uge 27
På de 35 strande og havnebade gennemførte TrygFonden Kystlivredning i alt 3 livreddende aktioner, 97 almindelige førstehjælpsindsatser, 118 forebyggende indsatser og 7.458 oplysende indsatser.

Her reddede livredderne personer i land:

Hvidbjerg Strand:
Tre udenlandske piger kommer i nød pga. manglende svømmefærdigheder ved Hvidbjerg Strand 100 meter fra livreddernes primære område. Den ene af pigerne er ikke ved bevidsthed, da livredderne kommer til hen til dem. Alle tre piger reddes i land, og der ringes 1-1-2. Livredderne giver den bevidstløse pige ilt, og hun er stabil, da ambulancen ankommer.

Fisketorvet Havnebad i København:
En 9-årig dreng hopper i havnebassinet ved Fisketorvet. Drengen kan ikke svømme, går i panik og livredderne hopper straks i vandet og hjælper drengen op til kanten, hvor han får tæppe på og modtager psykisk førstehjælp. Drengen bliver sendt på skadestuen sammen med sine forældre.

Christiansminde Strand:
To ældre mænd svømmer fra færgelejet foran Hotel Christiansminde, som er cirka 400 meter væk fra livreddernes primære område, og ud mod en pæl. Halvvejs går den ene mand i stå på grund af udmattelse. Livredderne, der har fulgt de to mænd med deres kikkert, svømmer ud med et board og hjælper manden 20 meter ind til en stige, hvor manden selv kan kravle op. Manden har ikke brug for efterbehandling.