Livredderne advarer: Hold øje med børnene – hele tiden!

Skolernes sommerferie er netop begyndt, og livredderne hos TrygFonden Kystlivredning glæder sig til at passe på alle badegæsterne. Men de kommer samtidig med en klar melding til forældrene: Hold skarpt øje med børnene hele tiden.

I weekenden kunne en hyggelig badetur ved Havnebadet på Islands Brygge være endt frygtelig galt. En fireårig pige hoppede i det dybe børnebassin, hvor hun ikke kunne bunde. Pigen kunne ikke svømme, og forældrene var ikke i nærheden. Heldigvis blev hun hurtigt opdaget af en livredder og hevet op af vandet, og bortset fra at have fået en voldsom forskrækkelse havde pigen ikke behov for yderligere efterbehandling. Men episoden viser, hvor hurtigt en badetur kan ende fatalt.

"Nu begynder skolernes sommerferie, og det betyder flere mennesker på strandene og ved havnebadene. Men mange mennesker er ikke ensbetydende med bedre opsyn. De voksne skal altid – og hele tiden – holde øje med deres børn. Især når børnene ikke kan svømme. Man kan ikke regne med, at de andre badegæster opdager det og griber ind, hvis et barn kommer i problemer. Selv et øjebliks uopmærksomhed kan få fatale konsekvenser," siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat, TrygFonden Kystlivredning.

Han bakkes op af René Højer, der er programchef i TrygFonden, og som har stået bag landets førende kystlivredningstjeneste i snart tyve år:

"Vi opfordrer altid til at gøre badeturen til en social aktivitet, hvor man er flere sammen. Så får man glæden ved at gøre noget i fællesskab, og børnene får samtidig slået en vigtig baderegel fast, nemlig at en strandtur ikke bør foregå alene. Vi vil også anbefale, at man vælger en strand med livreddere. De voksne skal naturligvis stadig holde øje med børnene, men livreddere på stranden giver en ekstra tryg badetur," siger René Højer.

Se, hvor du finder det nærmeste livreddertårn, og læs de 5 nationale baderåd. Du kan også gratis downloade TrygFonden Kystlivrednings app Strandvejr til iPhone og Android.

Aktioner i uge 25

I åbningsugen for TrygFonden Kystlivrednings livreddertårne på 36 strande og havnebade over hele landet blev det til i alt 5.937 indsatser. Heldigvis var der kun den ene livreddende aktion på Islands Brygge, mens livredderne samlet set gennemførte 131 almindelige førstehjælpsindsatser, 176 forebyggende indsatser samt 5.629 oplysende indsatser.

TrygFonden Kystlivrednings livreddere er på strandene indtil lørdag den 13. august fra klokken 11-19. Havnebadene ved Islands Brygge, Fisketorvet og Sluseholmen i København er åbne indtil den 30. september. Et flag i tårnet fortæller, at livredderne er på vagt, og den primære zone, som livredderne overvåger, er markeret med rød-gule flag i strandkanten.

 

Fakta om hjertestop og genoplivning

- 1 ud af 8 overlever hjertestop, hvis lægfolk yder livreddende førstehjælp, inden ambulancen når frem.

- 1 ud af 30 overlever, hvis der først ydes livreddende førstehjælp, når ambulancen når frem.

- I dag træder lægfolk til med hjertelungeredning, inden ambulancen ankommer, i 66 pct. af tilfældene med hjertestop. Det er mere end en tredobling i forhold til for 15 år siden, hvor lægfolk trådte til i 19 pct. af tilfældene.

- I dag overlever næsten 13 pct. et hjertestop uden for hospital. Det er også mere end en tredobling i forhold til i 2001, hvor overlevelsen var på 3,9 pct. Særligt inden for de seneste ti år har der været mange positive tiltag, bl.a. obligatorisk førstehjælp i folkeskolen og når man tager kørekort, etablering af Hjertestarter-Netværket og rigtig mange hjertestartere, der er kommet op at hænge i det offentlige rum. Siden 2001 har vi i fællesskab i Danmark reddet godt 4.000 menneskeliv.

- 75 pct. af dem, der overlever et hjertestop uden for hospital, vender tilbage til arbejdsmarkedet. Blandt dem, der modtager livreddende førstehjælp fra vidner, har 40 pct. større chance for at vende tilbage til deres job sammenlignet med dem, der ikke får denne hjælp.

- For fjerde år i træk fejrer vi i dag Hjertestarterdag i Danmark. Med et væld af gratis arrangementer over hele landet skal dagen gøre os alle opmærksomme på, hvor vigtigt det er at træde til, hvis vi bliver vidner til et hjertestop uden for hospital. Læs mere og find et arrangement i nærheden på www.hjertestarterdagen.dk.  

 

 

Find strand med livreddere

Det er altid en god idé at vælge en strand med livreddere. Når du bader på en af disse strande, er du altid tæt på gode råd og hjælp, hvis uheldet er ude. Her på siden kan du se et kort over danske strande med livreddertjenester.
 
Find livreddere på kortet