Badevejr gav arbejde til livredderne

Endelig kom det varme vejr til Danmark, og det har givet livredderne ekstra sved på panden på de 36 strande og havnebade rundt om i Danmark, hvor TrygFonden Kystlivredning holder et vågent øje med badegæsterne. I sidste uge gennemførte livredderne over 11.000 indsatser.

Varmt badevand og høj sol lokkede tusindvis af børn og voksne til strandene i den forgangne uge, og TrygFonden Kystlivredning melder om en uge med travlhed. 

Jeg vil gerne opfordre alle badegæster til at vælge en strand eller et havnebad med et livreddertårn

"Det har været en særdeles travl uge for vores livreddere, men generelt har folk været rigtig gode til at passe på sig selv og hinanden. Derfor har vi brugt det meste af vores tid på forebyggende og oplysende indsatser samt almindelig førstehjælp som at sætte plastre på eller behandle forbrændinger efter mødet med brandmænd," siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning, og fortsætter: 

"Vi er rigtig glade for aktiviteten på strandene, og jeg vil gerne opfordre alle badegæster til at vælge en strand eller et havnebad med et livreddertårn. Selvom man er en rutineret svømmer, kan man alligevel komme i problemer, og det giver en ekstra tryghed at vide, at man kan få hjælp fra en livredder, hvis man får brug for det. 
TrygFonden Kystlivredning opfordrer til, at man svømmer mellem de to rød-gule flag, der markerer det område, hvor livredderne holder særligt øje." 

Livredderne advarer: Bad aldrig alene 

Sidste uge bød også på et par alvorlige redningsaktioner, hvor livredderne måtte komme badegæster, der var kommet i problemer, til undsætning.

 

På Balka Strand havde en person fået kraniebrud i vandet og blev sejlet i land af sine venner

"På flere strande var vores livreddere ude og hente badegæster ind, som potentielt var i livsfare. Ved Hvidbjerg Strand hentede livredderne to drenge på fem og syv år ind på land. Drengene var sejlet ud i en oppustelig gummibåd og mistede kontrol over båden, da fralandsvind blæste dem 150 mester ud fra kysten med retning mod Fanø. På Balka Strand havde en person fået kraniebrud i vandet og blev sejlet i land af sine venner. Herefter tog livredderne sig af personen, der var gået i chok, indtil ambulanceredderne overtog. De to episoder understeger, hvor vigtigt det er aldrig at bade alene. Desuden opfordrer vi forældre til altid at gå med deres børn i vandet. Det er både det sikreste og det hyggeligste," siger Anders Myrhøj.  

TrygFonden Kystlivredning har livreddertårne på 36 strande og havnebade i hele landet. Her passer livredderne på badegæsterne hver dag frem til lørdag den 13. august fra kl. 11-19. Havnebadene ved Islands Brygge, Fisketorvet og Sluseholmen i København er åbne indtil den 30. september. Et flag i tårnet fortæller, at livredderne er på vagt, og den primære zone, som livredderne overvåger, er markeret med rød-gule flag i strandkanten. 
Se, hvor du finder det nærmeste livreddertårn, og lær mere om, hvordan du bedst passer på dig selv og andre ved vandet, her: www.respektforvand.dk.

Aktioner i uge 29

I uge 29 gennemførte TrygFondens kystlivreddere i alt 11.446 indsatser. Heriblandt var der 4 livreddende aktioner, hvor det vurderes, at personer var i livsfare, 1.010 førstehjælpsaktioner, 623 forebyggende aktioner og 9.809 oplysende indsatser. Aktionstallene for de enkelte strande og havnebade kan ses nedenfor.

Aktionstal for uge 29

Bornholm: 1 livreddende aktion, 4 førstehjælpsaktioner, 8 forebyggende aktioner, 349 oplysende indsatser København: 1 livreddende aktion, 197 førstehjælpsaktioner, 131 forebyggende aktioner, 3023 oplysende indsats

Sjælland
: 0 livreddende aktioner, 224 førstehjælpsaktioner, 76 forebyggende aktioner, 1766 oplysende indsatser

Fyn: 0 livreddende aktioner, 83 førstehjælpsaktioner, 12 forebyggende aktioner, 510 oplysende indsatser

Sønderjylland: 1 livreddende aktion, 124 førstehjælpsaktioner, 166 forebyggende aktioner, 1474 oplysende indsatser

Midt- og Vestjylland
: 0 livreddende aktioner, 115 førstehjælpsaktioner, 68 forebyggende aktioner, 463 oplysende indsatser

Østjylland: 1 livreddende aktion, 150 førstehjælpsaktioner, 5 forebyggende aktioner, 957 oplysende indsatser

Nordjylland: 0 livreddende aktioner, 113 førstehjælpsaktioner, 157 forebyggende aktioner, 1267 oplysende indsatser
 

Find livreddere på kortet

Se på kortet på hvilke strande, der er livreddere. Her kan du også se tårnenes åbningstider, strandenes redningsnumre, og om den enkelte strand har fået tildelt Blå Flag

Se kortet