Der påhviler pædagoger et stort ansvar, når institutioner er i svømmehallen.

Regler og ansvar

I Danmark sker der desværre ind imellem fatale drukneulykker i forbindelse med undervisning i bassin og udflugter til åbent vand. Ulykkerne understreger, at undervisere i svømmeklubber, folkeskoler og institutioner skal tage deres ansvar meget alvorligt.

Det er afgørende for vandsikkerheden, at alle har klare retningslinjer for undervisning og vandaktivitet i bassin og ved badeudflugter til åbent vand.

Ansvar for vandsikkerhed i svømmeklubber

Der er ingen specifik dansk lovgivning, der beskriver foreningers og instruktørers ansvar for vandsikkerhed i forbindelse med undervisning i vand. Det betyder, at svømmeklubber og instruktører efter bedste evne skal bruge deres sunde fornuft og handle på en sådan måde, at man i videst muligt omfang undgår, at der sker uheld og ulykker i forbindelse med svømmetræning og undervisning i klubregi.

Hvis det alligevel går galt, vil spørgsmålet om instruktørens eller klubbens eventuelle ansvar blive bedømt ud fra dansk rets almindelige erstatningsregel – den såkaldte culpa-regel.

Det betyder, at du er juridisk ansvarlig, når du ved en fejl eller forsømmelse er skyld i en ulykke. Eller sagt på en anden måde – du er kun erstatningsansvarlig, hvis du ”kan gøre for”, at et andet menneske er kommet til skade.

Det kan være sket som følge af en fejl (en konkret handling) men også ved en forsømmelse eller i særlige tilfælde en undladelse (passivitet). Populært sagt risikerer du altså at blive draget til ansvar, både når du har gjort noget, og når du ikke har gjort noget.

Ansvar for vandsikkerhed i institutioner

Det er Kommunalbestyrelsen, der i henhold til Retssikkerhedslovens § 16 og Servicelovens § 6 har det overordnede ansvar for sikkerheden og forsvarlige forhold i dagtilbud for børn og andre aktivitetstilbud med kommunal medfinansiering.

Det daglige ansvar for børnene vil i praksis ligge hos lederen af de pågældende tilbud. Der påhviler derudover et særligt ansvar på voksne, pædagoger, dagplejere og andre, der har børn i deres varetægt i det daglige.

Derfor er det afgørende for vandsikkerheden, at institutioner har klare retningslinjer for undervisning og vandaktivitet i bassin og ved badeudflugter til åbent vand.

Ansvar for vandsikkerhed i folkeskoler

Lovgivningen omkring ansvar og sikkerhed i folkeskolen er beskrevet i Folkeskoleloven, Bekendtgørelse om tilsyn med folkeskolens elever i skoletiden og Vejledning om tilsyn med folkeskolens elever i skoletiden.

Folkeskoleloven beskriver, at Undervisningsministeren kan fastsætte regler om skolernes tilsyn med eleverne i skoletiden.

Dansk Svømmeunion anbefaler, at folkeskoler følger den gældende lovgivning og Dansk Svømmeunions sikkerhedsanbefalinger, der giver konkrete råd til, hvordan vandaktiviteter kan udføres ansvarligt. Anbefalingerne afspejler således Dansk Svømmeunions fortolkning af den i loven lidt uklare og brede beskrivelse af ”fuldt betryggende forhold”.

Hvad siger bekendtgørelsen?

I Bekendtgørelse om tilsyn med folkeskolens elever i skoletiden og Vejledning om tilsyn med folkeskolens elever i skoletiden er disse regler beskrevet.

Bekendtgørelsens § 7 lyder
Omfatter undervisningen i idræt også svømning, skal den lærer, der forestår undervisningen, have kvalifikationer svarende til uddannelsen til svømmelærer.

Stk. 2. Skolen skal sikre sig, at de fornødne sikkerhedskrav i svømmehallen er opfyldt.



Vær opmærksom på vanddybden ved udspringsaktiviteter

I vejledningen gives uddybende bemærkninger til § 7:

Omfatter undervisningen i idræt også svømning, skal den lærer, der forestår undervisningen have kvalifikationer, der svarer til uddannelsen til svømmelærer.

Det påhviler skolen at sikre sig, at de fornødne sikkerhedskrav i svømmehallen er opfyldt. Samtidig påhviler det læreren at have fornødent kendskab til svømmehallens sikkerhedsudstyr. Det anbefales, at der for hver påbegyndt 15 elever skal være en lærer eller anden voksen person, der opfylder sikkerhedsbestemmelserne, dvs. kan foretage livredning og betjene genoplivningsudstyr. Såfremt eleverne undervises i udspring, skal vanddybden være så stor, at der ikke opstår fare for eleverne, dvs. en dybde på mindst 1,5 til 2 m ved siddende stilling og mindst 2 til 2,5 m ved stående stilling.


Bekendtgørelsens § 11 lyder:
Badning under ekskursioner, lejrskoler, hytteture eller lignende må alene finde sted, hvis det kan foregå under fuldt betryggende forhold.

I vejledningen gives uddybende bemærkninger til § 11:
Badning under ekskursioner og lignende, herunder badning i badelande, må alene finde sted, hvis det kan foregå under fuldt betryggende forhold.

Hvis badning foregår på friland, skal læreren, inden badning tillades, have en sikkerhed for, at bund- og strømforhold mv. ikke frembyder nogen fare.

Badning bør kun foregå på et for eleverne nøje afgrænset område, som er let at overskue, og hvor alle kan bunde. Der bør være mindst to voksne, af hvilke den ene opholder sig på land, medens den anden deltager i badningen og markerer ydergrænsen for det tilladte område.

Begge de ledsagende skal kunne svømme og kunne udføre livredning. Der bør ikke være mere end 12-15 elever i vandet på samme tid, og eleverne bør have besked på at holde sammen to og to.


Idrætsforeningers ansvar

Du kan læse mere om idrætsforeningers ansvar i Dansk IdrætsForbunds folder: Hvor galt kan det gå.

Den kan downloades fra www.dif.dk.


TrygFondens Netværk

Få viden om forskning og aktiviteter, der skaber tryghed

Klik her for tilmelding