
Om TrygFonden Kystlivredning
Igennem 12 år har TrygFonden og Dansk Svømmeunion arbejdet sammen om at sætte fokus på badesikkerheden i Danmark. Ideen var – dengang som nu – at få kystlivreddere ud på de danske strande og oplyse om badesikkerhed på en involverende måde.
Målet var at nedbringe antallet af drukneulykker ved de danske strande. Vi ville gøre det mere trygt at færdes på stranden og skabe en ny platform for badesikkerhed og livredning i Danmark. I dag er den tanke mindst lige så relevant, for havet bliver brugt mere og mere hele året rundt. Vandsport er et område i vækst, og der har aldrig været større grund til at sætte fokus på sikkerhed.
I de første ti år har vi oplyst om badesikkerhed og udbredt antallet af livreddertårne og veluddannede livreddere ved strandene. Fremover ønsker vi at styrke den forebyggende indsats endnu mere i form af oplysning og uddannelse, da oplysningstjeneste ifølge den internationale livredderorganisation ILS er det vigtigste værktøj til forebyggelse af drukneulykker.
Vi ønsker at opbygge en livredderkultur, der kan højne bevidstheden om vandsikkerhed generelt og uddanne store og små vandhunde til at begå sig sikkert ved vand. Livredning skal være en kendt, respekteret og attraktiv disciplin, og det skal være muligt at dyrke livredning som sport på lige fod med fx fodbold eller tennis.
 |
Om TrygFonden
TrygFonden er en almennyttig organisation, der arbejder for at skabe en mere tryg hverdag for alle i Danmark. TrygFondens arbejde tager afsæt i analyser af befolkningens behov og ønsker, og resultatet er en lang række projekter, der alle er med til at øge trygheden i Danmark, herunder badesikkerhed. Projekterne udvikles på et veldokumenteret grundlag og gennemføres i samarbejde med førende eksperter og organisationer på de områder, projekterne omhandler. På kystlivredningsområdet samarbejder vi med Dansk Svømmeunion.
Fakta
TrygFonden Kystlivredning 2010
- 173 specialuddannede kystlivreddere med international certificering passer på badegæster ved 29 danske strande
- TrygFonden Kystlivrednings livreddere havde i sæson 2009 13.809 aktioner
- Livredderpatruljerne besøger hvert år 50-60 strande og underviser børn og voksne i badesikkerhed
- Hjemmesiden ”Respekt for vand” samler viden om sikkerhed ved vand