Redningskranse og stiger

En af årsagerne til, at folk drukner, hvis de falder i havnen, er at det er svært at komme op ad vandet igen. Derfor er redningskranse og stiger yderst vigtige.  

TrygFonden Kystlivredning arbejder blandt andet på at udvikle en fastmonteret redningsstige, som lettere kan ses fra land og fra vandoverfladen. Hvis du falder i vandet, kan molehøjden nemlig gøre det vanskeligt at komme op fra vandet. Samtidig er det vigtigt, at en person på land hurtigt kan lokalisere stigen og derefter guide den person, der er faldet i vandet, hen til den.

Udvikling af stigen sker i form af en arkitektkonkurrence, som TrygFonden afholder i samarbejde med Arkitektforeningen. Meningen er altså at finde frem til en stige, der både kan øge sikkerheden, være en æstetisk gevinst i havnene og samtidig have en pris, der er lav nok til ikke at være en forhindring for, at stigen kan blive udbredt til, optimalt set, alle havne i landet (læs mere nedenfor).

Redningskranse

TrygFonden stiller også redningskranse gratis til rådighed for alle, der ønsker at øge sikkerheden ved havnen. Som udgangspunkt bør der være redningskranse alle de steder, hvor mennesker færdes ved vand. Redningskranse er CE-mærket og SOLAS-godkendte. De er udstyret med 25 meter line og lever op til de gældende krav.

En ny stige til havnen

En ny og mere synlig redningsstige er afgørende for at forebygge de mange drukneulykker, som hvert år finder sted i danske havne. Derfor har TrygFonden, i samarbejde med arkitektforeningen, udskrevet en landsdækkende arkitektkonkurrence om at designe en ny og mere synlig fastmonteret redningsstige, der kan være med til at forebygge, at mennesker drukner i de danske havne. Målet er at finde frem til en prototype, der efter en testperiode vil kunne produceres og rekvireres gratis gennem TrygFonden på samme måde, som man kender det fra hjertestartere og redningskranse i dag.

Red andre fra land

Hvis du skal redde en person op fra vandet, mens du selv befinder dig på land, er der en række retningslinjer du skal følge.

Redningskranse redder liv

Flere end 4.000 redningskranse fra TrygFonden hænger i dag rundt i landet ved strande, søer, havne og andre steder, hvor folk færdes i nærheden af vand.

TrygFonden stiller redningskransene gratis til rådighed - det eneste, du skal gøre, er at hænge dem op, så de er synlige og offentligt tilgængelige (husk at spørge grundejeren om lov til at sætte udstyret op).

Til hver krans skal der udpeges en "fadder", der holder opsyn med kransen, sørger for, at den er i god stand, og som melder tilbage til TrygFonden, hvis der er noget galt.