Men uanset fartøjets størrelse og formålet med sejladsen bør du altid tænke over, at du er på havet. Og at det kræver, at du ved, hvor du er, og hvor du sejler hen. Selv uden særlige og avancerede hjælpemidler ombord, bør du kunne orientere dig – for en sikkerheds skyld.
Den første forudsætning er, at du sejler ud i kystnært farvand og med landkending. Dvs. at du kan se land under hele sejladsen. Små fartøjer uden hjælpemdiler til navigation bør aldrig sejle så langt til søs, at de mister kysten af syne.
Men at kunne se kysten er ikke tilstrækkeligt til at kunne orientere sig. Man skal også vide, hvad det er, man ser på kysten. Det kaldes, at man sejler med ”sikker kending”.
Når du sejler ud i jollen
Husk, at når du sejler væk fra kysten, så udviskes konturer og kendetegn på land. Områder, du ellers kender som din egen bukselomme, ser pludselig anderledes ud – og der er risiko for at tage fejl og miste orienteringen. F.eks. kan sigtbarheden tæt på kysten hurtigt blive dårlig. Som regel i nat- og morgentimerne – og da bør du undgå at sejle, før tågen er lettet. Nedsat sigtbarhed kan også skyldes kraftige regnbyger og tæt vedvarende regn – og også her kan du hurtigt miste orienteringen, selv om du sejler ud for et område, du kender rigtig godt.
Sejl aldrig ud uden enkle hjælpemidler, som kan guide dig igennem de øjeblikke, hvor du har mistet orienteringen. Hjælpemidlerne er f.eks. kompas, søkort, GPS og kikkert.