I dag er alle erhvervsskibe og nogle fritidsfartøjer udstyret med en radar, der udsender elektroniske impulser, som en radarreflektor kan opfange og sende retur. Når radaren så modtager de reflekterede impulser, omsætter den signalerne til en lysplet på et skærmbillede. På den måde kan skibet med radar se, hvor dit skib ligger – og sejle udenom.
Der er to slags radarreflektorer: de aktive og de passive. Aktive reflektorer forstærker det andet skibs radarsignal, før signalet bliver sendt retur. Derfor giver de aktive reflektorer størst sandsynlighed for at blive set. Men de er meget dyre, faktisk er prisen næsten den samme som på en radar.
Passive reflektorer
De passive reflektorer bliver i dag solgt i talrige mere eller mindre effektive udgaver. Efter flere forsøg er man nået frem til, at de traditionelle hjørnereflektorer stadig er de mest effektive, når de er rigtigt anbragt (mindst 4 m over havoverfladen, et sted hvor mast og rig ikke skygger).
En radarreflektors reflekterende flader skal være mindst 2 til 3 gange radarsignalets bølgelængde, dvs. mellem 7 og 10 cm, for at den er effektiv.
Og så husk, at ingen reflektorer kan garantere, at du bliver set. Så søg væk fra trafikeret farvand og sejl i havn, hvis tågen lægger sig, når du er på havet.