Joller og jolleudstyr

Nye joller skal være godkendt efter den europæiske CE-standard – og det er ganske enkelt ulovligt at sælge joller, der ikke har denne mærkning. Og så skal du være opmærksom på, at der er særlige krav, hvis jollen skal bruges til fiskeri.  

Når du skal købe en jolle, skal du altså først og fremmest kigge efter CE-godkendelsesskiltet og især lægge mærke til jollens konstruktionskategori og det antal personer, den er godkendt til. Joller vil enten være CE- godkendt i kategori C eller i kategori D, og du skal som hovedregel vælge en jolle i kategori C.

Du skal også altid vælge en jolle, der er godkendt til mindst en person mere, end du forventer at sejle med. Det øger sikkerheden og tager samtidig højde for, at en ”standardperson" er på 75 kg. Mange mennesker i fuldt udstyr vejer dog som regel mere. For eksempel kan en jolle, der er godkendt til fire personer bære en personvægt på 300 kilo, og derfor vil for eksempel tre mand på hver 90 kilo vil kræve en jolle, der mindst er godkendt til fire personer.

Maksimal motorstørrelse

Når det gælder motoren, skal du finde den maksimale motorstørrelse, som jollen er godkendt til i godkendelsespapirerne. Du kan også søge de oplysninger fra jollens godkendelse på hjemmesiden hos det firma, der har stået for CE-godkendelsen. Godkendelsesoplysninger for en stor del af markedets joller kan findes på www.imci.org

Den maksimale motorstørrelse er ikke altid oplyst på CE-godkendelsesskiltet. Vælg den motorstørrelse, du kunne tænke dig at have på jollen og check i tabellen under emnet ”speedbådskørekort”, om kombinationen af motor og båd kræver dette. Derefter kan du vælge at tage speedbådskørekortet eller købe en mindre motor.

Endelig er det også altid en god ide, at prøve jollen i vandet, før du køber den.

Bruges til fiskeri

Skal du bruge jollen til fiskeri, skal du stille flere og skrappere krav. Kravene skal svare til den form for fiskeri, du forventer at bruge jollen til.

Hvis l er to mand, der skal fiske, som hver med fuldt udstyr vejer 100 kg og begge skal kunne arbejde i den ene side af jollen med garn, ruser eller andet fiskegrej, som måske vejer op til 75 kg, skal jollen ved brug på stille vand være godkendt til mindst fire personer.

Skal jollen kunne bruges i mere uroligt vand, er det nødvendigt med en større sikkerhedsmargin, hvilket kræver en større båd. Skal to tunge mænd for eksempel kunne trække tunge fiskeredskaber op over siden af båden, så beregn det samlede antal kilo, du mener båden kan blive belastet med i den ene side.

En CE-godkendt jolle til fire personer i konstruktionskategori C skal for eksempel kunne belastes med alle fire personer (=300kg) ude i den ene side (men ikke på rælingen) uden, at fribordet i den belastede side bliver lavere end 10 cm. Det tilsvarende tal for en kategori D godkendt jolle er 1 cm fribord ved den samme belastning.
 

Tjekliste

For din egen sikkerheds skyld skal følgende udstyr altid medbringes, når du skal ud og sejle i jollen.

Årer og åregafler

Et kompas

Et lydsignal apparat

En vandtæt elektrisk lygte

Anker og ankerline

Øsekar eller pumpe

2 røde nødblus

2 orange røgsignaler

Førstehjælpskasse

Bærbar VHF eller

Mobiltelefon

En vandtæt beholder (til bl.a. nødblus og førstehjælpskasse)