Ankergrejet består af tre dele: ankeret, et kædeforfang, som hjælper med at holde skibet, og et tov eller en ankerkæde, der forbinder ankeret med skibet. Den samlede længde på dit ankergrej skal være mindst 5 gange den vanddybde, du normalt vil ankre på.
Kædeforfanget lægger sig på havbunden, hvor det graver sig ned med sin vægt. Forfanget virker som en fjeder, der afbøder de ryk, som et skib giver, når det ligger for anker og gynger på vandet. Forfanget bør have en længde på mindst 80 procent af skibets længde.
Tovet forbinder skibet med ankeret og giver den længde og det vandrette træk, du skal bruge på dybt vandt. Tovet er lavet af treslået tovværk i et materiale, som ikke flyder – eller af flettov med blyindlæg.
Ankerkæden er et mere sikkert – men dyrt – alternativ til tovet. I større både (over 10 meter) er det almindeligt med en ankerkæde i fuld længde. Når du sejler udenlands er det nødvending med en kæde på 50-70 meter. Du kan ikke have en ankerkæde uden et ankerspil, som man bruger til at hale ankeret hjem med – kæde og anker er for tunge til at du kan nøjes med håndkraft.
Drivanker
Drivankeret er en sejldugspose, der virker som en bremse i vandet. Du fastgør drivankeret i et ankertov eller en ankerkæde og slæber det efter din båd for at sænke farten. På åbent hav kan vind og bølger blive så voldsomme, at selv et stabilt skib kæntrer, hvis ikke stævn eller agterende bliver holdt op mod vinden. Ved at bremse bådens fart med et drivanker kan du holde kontrol over skibets retning i forhold til bølgerne.
Sejldugsposen i drivankeret skal have en diameter på cirka 10 procent af fartøjets længde. Hvis du ikke har et rigtigt drivanker, kan du knobe alt løst tovværk og grej om bord sammen og trække det efter din båd i et ankertov eller -kæde.
Du bruger også et drivanker til at stabilisere og sænke farten på en redningsflåde.