
Livredderuddannelsen
Hvis du vil være kystlivredder, skal du indstille dig på at gennemføre et krævende uddannelsesforløb, der udvikler dig både fagligt og menneskeligt. Formålet med uddannelsen er at sikre, at du er parat til at møde og håndtere alle de farlige situationer, der hvert år opstår på badestrandene. Det første år bliver du uddannet som åbentvandlivredder, året efter kan du videreuddanne dig som kystlivredder.
Når TrygFonden opstiller et livreddertårn på en strand, er det Dansk Svømmeunion, der sikrer, at livredderne er veluddannede og klar til opgaven.
International standard
Livredning er en international disciplin. Derfor har vores livredderuddannelse også opnået en international certificering fra ILS (International Life Saving Federation), der betyder, at du kan arbejde som livredder på alle verdens strande efter endt uddannelse.
Vi har også sat erfaringsudveksling med livredningsorganisationer fra hele verden i system for at opnå best practice på området. Det betyder bl.a., at den australske uddannelsesmanual for kystlivreddere er introduceret i den danske Kystlivredderuddannelse, og at vi ofte år får besøg af australske livreddere for at hente inspiration til at øge sikkerheden på de danske strande.
Uddannelsens indhold
Uddannelsen består af tre moduler: På modul 1 skal du gennemføre og bestå en førstehjælpsdel og forskellige bassinøvelser. På modul 2 skal du gennemføre og bestå øvelser med båd i åbent vand. På modul 3 skal du gennemføre og bestå øvelser i åbent vand (med båd, rescueboard og ABCT). Kurset indeholder også køreteknik med trailer.
Modul 1
- Formøvelser fra optagelsesprøven
- Tilvænning til ABCT (maske, snorkel, finner og rescuetube)
- Redningsfaglige øvelser
- Førstehjælpsuddannelse
- Teori
Modul 2
- Grundlæggende sejlads med arancia
- Redningsfaglige øvelser med arancia
- Grundlæggende brug af Rescueboard
- Førstehjælp
- Introduktion til Livredderpostens materiel
- Teori
Modul 3
- Udvidet sejlads og brug af board
- Redningsfaglige øvelser
- Førstehjælp
- Teori
ABC: Maske, snorkel og finner
ABCT: Maske, snorkel, finner og rescuetube
Polocrawl: Hovedet er over vand hele tiden
Tid, sted og praktiske forhold
Hvis du er interesseret i at blive livredder i sæsonen 2013, kan du skrive dig op i vores interessebank.
Efter bestået optagelsesprøve og ved indkaldelse til grundkursus indbetales et kursusgebyr på 1.500 kr. Gebyret dækker administration, kursusmaterialer og materiel. Derudover kan der komme udgifter til transport til og fra kursus. Der vil dog være opsamling ved en større banegård – nærmere detaljer tilgår ved tilmelding. Såfremt du er så uheldig at dumpe på In water kurset tilbagebetales halvdelen af kursusgebyret.
Det er muligt at låne ABC udstyr og våddragt af TrygFonden Kystlivredning.
Udover de fysiske og faglige krav, bliver du i høj grad vurderet på din evne til at samarbejde, din positivitet og dit engagement. Hvis vi vurderer, at du ikke kan udføre tilfredsstillende tjeneste i overensstemmelse med TrygFonden Kystlivrednings værdier og omgangsform, kan du dumpe uanset dine faglige kvalifikationer.
Forbered dig
Kystlivredderuddannelsen er en meget intensiv, og derfor også krævende uddannelse. Det er derfor vigtigt at du er godt forberedt, når du møder op til kursus. Det gør du ved at holde dig i god form og sætte dig grundigt ind i det materiale, du får tilsendt før kursus.
Vi ved af erfaring, at en person, der besidder en almindelig god form og er i stand til at svømme crawl, skal bruge ca. 1 måned på at forberede sig til grundkursus. Kan du ikke svømme crawl, skal du regne med at bruge 2-3 måneder på forberedende træning.
Fakta om optagelsesprøve og uddannelse