
Arbejdspladsen
Livreddertårnet er et af TrygFondens bidrag til at øge sikkerheden og trygheden på de danske strande. Det sker i samarbejde med de lokale kommuner. TrygFonden leverer tårnet og udstyret, mens Dansk Svømmeunion sikrer at livredderne er veluddannet til opgaven.
Livreddertårnene
Tårnet er signalstribet i røde og hvide farver og kan nemt ses på lang afstand. Det fungerer som base for de livreddere, der er tilknyttet stranden og rummer alle de ting, livredderne har brug for i deres arbejde på stranden, fx afmærkningsflag og genoplivningsudstyr.
Tårnene er på strandene i 8 uger. De åbner i forbindelse med skolernes sommerferie, og er bemandet dagligt. Når flaget er hejst i toppen af livreddertårnet, er livredderne på vagt. Den primære zone, hvor livredderne observerer, er markeret med rød/gule flag, som står i sandet. Bad altid mellem flagene.
Udstyret
Livreddertårnet er organiseret som på et skib. Alt udstyret er pakket og ophængt systematisk, så livreddernes arbejde bliver så nemt og effektivt som muligt. Tårnene er udstyret med alt fra automatiske hjertestartere, førstehjælpskuffert, rescueboards, båd og radioer til kompas, skovle og meget andet. Har du lyst til at kigge indenfor, giver livredderne gerne en rundvisning og en demonstration af udstyret. Til orientering fjernes alt udstyr hver aften. Finder du udstyr, der tilhører tårnet, så kontakt venligst TrygFonden.
Livredderpatruljen
Hen over sommeren drager den populære LivredderPatrulje rundt til landets strande i TrygFondens karakteristiske røde firehjulstrækker. Badegæsterne får lejlighed til at få demonstreret kunstigt åndedræt og hjertemassage og får vist, hvordan man bjærger en nødstedt. Desuden giver LivredderPatruljen strandgæsterne gode råd om sikkerhed ved vandet.
Havnepatrulje
2010 blev Trygfondens Kystlivrednings Havnepatrulje lanceret med stor succes. Havnepatruljen besøgte mere end 20 danske lystbådehavne fra uge 27 til 31. Patruljen var bemandet med tre kystlivreddere, som satte fokus på sikkerhed i havnen, demonstrerede sikkerhedsudstyr mm. I år er besøgene mere ned fordoblet.
Fakta
Livreddertårnet er tegnet af BBP Arkitekter A/S, som vandt æren og 100.000 kr. ved en stor arkitektkonkurrence i sommeren 1999. Konkurrencen var udskrevet af TrygFonden og 113 arkitekter dystede om at tegne det mest funktionelle og smukke Livreddertårn. Livreddertårnet blev i 2001 nomineret til Den Danske Designpris.
Fra oktober 2005 til januar 2006 kunne man opleve livreddertårnet på Museum of Modern Art i New York, hvor det var en central del af udstillingen ”SAFE: Design Takes on Risks”.