Kystsikring

Høfder, bølgebrydere og moler er konstruktioner, der virker forskelligt, men som har samme formål: At sikre kysten mod havets indtrængen.

Der findes en række forskellige menneskeskabte konstruktioner ved de danske strande. Alle disse konstruktioner påvirker strandens strømforhold og viden om dem kan forebygge ulykker.

Høfder

Høfder er konstruktioner af nedrammede træpæle eller stenblokke.

De er anlagt vinkelret ud fra kystlinjen for at sikre kysten. De fungerer ved at opsamle en del af den transport af sand (sediment), der sker langs med kysten.

En lang høfde opsamler mere sand end en kort. Formålet med høfder er ikke at bryde bølger. Strømforholdene omkring høfder er vist på illustrationen. Bemærk at der kan være en udadgående strøm langs med høfder.


Strøm omkring høfde.

Bølgebrydere

Bølgebrydere er forholdsvis korte massive anlæg af sten, der anlægges parallelt med kystlinjen i varierende former. Afstanden fra kystlinjen afhænger af lokale forhold, oftest er det maksimalt ca. 100 meter fra kysten, og ofte ses bølgebrydere på ca. 10-30 meter længde.

Hovedformålet med bølgebrydere er kystsikring. De fungerer ved at bryde bølger, inden de rammer kysten og giver mulighed for at få sand (sediment) afsat bag bølgebryderen. Strømforhold omkring bølgebrydere er vist på illustrationen. Hvis der er anlagt bølgebrydere i forlængelse af hinanden, kan der være udadgående strøm i mellemrummene.


Strøm omkring bølgebruder.

Moler

Moler er ofte anlagt for at sikre en havn mod havet og bølgerne. En mole kan også være placeret på en strand som læmole for at give fiskere mulighed for at tage ud fra stranden. Strømforhold omkring moler er vist på illustrationen. Bemærk den udadgående strøm langs med molen.


Strøm omkring mole.

Kystsikring

Hvorfor er det farligt at bade ved høfder, moler og bølgebrydere?

  1. Fordi strømmen kan føre badende væk fra land
  2. Fordi bølgerne kan kaste badende ind mod konstruktionen


TrygFondens Netværk

Få viden om forskning og aktiviteter, der skaber tryghed

Klik her for tilmelding