Vinterture ved vand
Havet er også dejligt om vinteren, og mange mennesker går tur på strande og havne i vinterhalvåret. I fjorde og stille havområder, hvor der ofte kommer is på vandet, sker der hvert år isulykker, hvor mennesker er gået igennem isen.
Ofte er det kolde vand medvirkende til, at drukneulykker opstår og får fatal udgang. Derfor er det vigtigt at vide noget om overlevelse i koldt vand.
Hvis du bliver vidne til en, der er gået gennem isen, skal du først slå alarm på 1-1-2, og dernæst følge TAL – RÆK – KAST-metoden, fordi denne metode har en stor grad af sikkerhed for dig. Formålet er at undgå at du selv bliver en del af ulykken.
TAL beroligende og diriger den nødstedte i land
Generelt er det altid godt at tale beroligende til en nødstedt, der er ved bevidsthed. Hvis han er tæt på land og har en vis svømme- og flydeevne, kan du i nogle tilfælde redde ham ved blot at kommunikere beroligende med ord og kropssprog. Fra en sikker og synlig position kan du give beroligende instruktioner og lave bevægelser, der viser, hvad den nødstedte skal gøre, fx svømme hen til dig. Sørg for at holde øjenkontakt.
 |
|
 |
|
 |
| Redningsmetoden TAL har en stor grad af sikkerhed for livredderen. |
RÆK en gren, trøje, paraply, bådshage, åre eller pagaj
Redningsmetoden RÆK kan redde personer, der er tæt på land, men kun hvis de er ved bevidsthed og har evne til at tage fat i den ting, du rækker ud.
- Find en genstand, der kan rækkes ud, fx en gren, trøje, paraply, bådshage, åre, pagaj m.m.
- Placer dig med et godt fodfæste, læg dig ned eller hold fast i noget på land
- Ræk din genstand til den nødstedte og instruér ham i at holde fast i den
- Træk personen ind
- Giv slip på rækkegenstanden, hvis du er i fare for at blive trukket i vandet. Prøv efterfølgende igen eller brug en alternativ redningsteknik.
 |
|
 |
|
 |
| Ved hjælp af redningsmetoden RÆK er det muligt at redde en person i vandet, uden at du selv skal i vandet. Det giver en stor grad af sikkerhed for dig. |
KAST en redningskrans med eller uden line, redningsvest, reb, fender eller dunk
Ved hjælp af redningsmetoden KAST kan du redde en person, der er længere væk end ved RÆK. Den nødstedte skal være ved bevidsthed og i stand til at holde fast i kastegenstanden.
KAST fungerer godt, når personer falder i vandet fra moler eller både, men metoden er også god ved stejle strande, hvor det hurtigt bliver dybt.
Det er muligt at kaste mange forskellige genstande. Det afgørende er, at genstanden giver opdrift eller mulighed for at trække den nødstedte ind. Kan egenskaberne kombineres, giver det større mulighed for at hjælpe den nødstedte.
 |
|
 |
|
 |
| Ved hjælp af redningsmetoden KAST kan du redde en person, der er længere væk end ved RÆK. |
Sådan kaster du en redningskrans
Hvis kransen har en line, skal du tage linen ud af kransen og holde den i din ene hånd. Hold kransen i den anden hånd. Lav en svingbevægelse med kransen frem og tilbage for at forberede kastet. Lav et underhåndskast eller slyng kransen i en bevægelse, der minder om et stående diskoskast. Pas på ikke at ramme den nødstedte i hovedet. Forsøg at kaste kransen, så den rammer lige foran den nødstedte.
Hvis du selv skal ud på isen
Hvis du alligevel vælger at bevæge dig ud på isen, fordi den nødstedte fx ikke er ved bevidsthed, bør du vælge en form for fartøj, der giver dig opdrift, hvis du går igennem isen. F.eks. kan du skubbe en fladbundet robåd eller flåde foran dig på isen. En flamingo-plade eller lignende fordeler din vægt på isen og giver dig opdrift, hvis du går igennem.