Find et livreddertårn

Hvert år åbner TrygFonden Kystlivredning nye livreddertårne ved de danske strande. I 2010 havde vi livreddere på 29 strande og havnebade.

Tårnene er signalstribede i røde og hvide farver og kan nemt ses på lang afstand. De fungerer som base for vores 180 livreddere, der er tilknyttet stranden. Tårnene rummer alle de ting, livredderne har brug for i deres arbejde på stranden, fx afmærkningsflag og genoplivningsudstyr. Dyrt udstyr fjernes fra tårnene ved lukketid.

Tårnenes åbningstid

Tårnene er hvert år på strandene i 8 uger. De åbner i forbindelse med skolernes sommerferie og er bemandet dagligt fra kl. 11.00 til kl. 19.00.

Når flaget er hejst i toppen af livreddertårnet, er livredderne på vagt. Den primære zone, hvor livredderne observerer, er markeret med rød/gule flag, som står i sandet. Bad altid mellem flagene. Måske kender du rådet fra udlandet, hvor det kendte budskab lyder: "Swim between the flags".

Her finder du det nærmeste tårn:

Livreddertårne i Jylland
Tornby Strand, Løkken Strand, Blokhus Strand, Søndervig Strand, Hvide Sande - syd strand, Henne Strand, Vejers Strand, Grenå Strand, Moesgaard Strand, Lakolk Strand Rømø, Palmestranden - Frederikshavn, Fredericia

Livreddertårne på Fyn
Kerteminde Nordstrand, Fyns Badestrand

Livreddertårne på Sjælland og øerne
Kabelhuset Strand i Rørvig, Gudmindrup Strand, Høve Strand,Charlottenlund Strand, Bellevue Strand, Furesøbad, Køge Bugt Strandpark (Brøndby Strand, Vallensbæk Strand, Ishøj Strand, Hundige Strand), Enø Strand, Stranden på Feddet ved Faxe, Marielyst Strand, Havnebad Islands Brygge og Havnebad Copencabana ved Fisketorvet i København.

TrygFonden Kystlivredning har også en livredderpost ved Bellevue Strandpark nord for København.

Livreddertårne på Bornholm
Antoinette Strand, Balka Strand.




TrygFondens Netværk

Få viden om forskning og aktiviteter, der skaber tryghed

Klik her for tilmelding