Børn på stranden

Børn elsker strandture. Der er masser af plads, og sand og vand er et herligt legetøj. Det er dog vigtigt at være bevidst om, at overvågning af børnene er en vigtig opgave, der skal tages meget alvorligt.

Hver 10. drukneulykke involverer et barn. Børn drukner oftest i forbindelse med badning. Når et barn drukner, hænger det typisk sammen med manglende opsyn fra en voksen.

En drukneulykke med et barn udvikler sig desværre lynhurtigt og ofte helt lydløst. Børn har ingen erfaring med, hvad der er farligt eller ufarligt. Store bølger og børn, der ikke kan svømme, er en dårlig kombination. Men selv børn, der er dygtige svømmere, kan hurtigt komme i problemer.

Derfor er det vigtigt, at du taler med barnet om sikkerhed i og omkring vand, så barnet forstår, at færdsel på stranden skal tages lige så alvorligt som færdsel i trafikken. Skab trygge og overskuelige rammer for barnet på stranden og hold det under konstant opsyn.

Du må på intet tidspunkt efterlade barnet alene - heller ikke kortvarigt for at gå på toilettet, hente noget i bilen osv.

Hvis barnet bliver væk

Det er ikke ualmindeligt, at børn bliver væk fra deres forældre i forbindelse med en strandtur. En strand kan være stor og uoverskuelig, og den byder på mange spændende ting, som ikke mindst børn elsker at udforske. Heldigvis forsvinder børnene oftest på land og ikke i vandet.

Det er altid fornuftigt at starte en eftersøgning med at klarlægge, hvor barnet sidst er set, og hvor sandsynligt det er, at barnet er i livsfare. På strande med livredningstjeneste bør livredderen altid kontaktes først, når en person er savnet.

Hvis barnet sidst er set i vandet

I den situation skal det altid antages, at barnet er i livsfare, fordi det kan befinde sig i en drukneulykke. Alarmer alarmcentralen (1-1-2) med det samme og igangsæt en eftersøgning i vandet. Det er en god ide at eftersøge med strømmen.

Hvis barnet sidst er set på land

Hvis I forventer, at barnet er på land og uden for livsfare, og bør I i første omgang starte en eftersøgning uden at slå alarm til alarmcentralen. Børn bliver ofte fundet i nærheden af iskiosker eller andre steder, der vækker særlig interesse i børnehøjde. Ved alle eftersøgninger er det en fordel af inddrage andre badegæster. Særligt eftersøgningskæder er effektive. Giv et grundigt signalement af barnet videre og aftal, hvem der leder hvor, og hvordan I holder kontakt. Udveksl eventuelt mobiltelefonnumre. Lad en person blive på det sted, hvor barnet sidst er set. Tilpas eftersøgningsmønstret til de lokale forhold og start der, hvor den savnede sidst er set. Børn vil tit gå i den retning, hvor de har solen i ryggen.


Malebog med baderåd

Print flotte billeder ud fra TrygFondens malebog om de fem baderåd. Du kan også bestille malebogen ved at klikke her


TrygFondens Netværk

Få viden om forskning og aktiviteter, der skaber tryghed

Klik her for tilmelding