
Børn ved vand kræver et vågent øje
Danskerne er ikke gode nok til at passe på deres børn, når de færdes i og ved vand. Fra 2001 til 2008 blev 122 småbørn behandlet for drukneulykker i Danmark. En stor del af dem kom galt af sted i haver, hvor de faldt i vandhuller og vandbassiner, mens forældrene kiggede væk.
Tallene viser med al tydelighed, at forældre og andre voksne aldrig må lade børn være uden opsyn, når de er nær vand. Ulykkerne sker ofte på grund af manglende opsyn. Lad derfor aldrig dit eget barn eller børn du har ansvaret for, ude af syne.
Danskerne er omgivet at vandhuller og bassiner
Større og mindre vandhuller og vandbassiner indgår som rekreative elementer i mange beboelsesområder. Disse vandbassiner indebærer en reel og potentiel risiko for drukneulykker.
Udendørs vandbassiner som f.eks. guldfiskedamme har længe været populære i Danmark. Siden slutningen af 1970érne er udendørs badebassiner også blevet mere og mere udbredt i danske baghaver og fritidsinstitutioner. Især har introduktionen de seneste år af større oppustelige badebassiner til overkommelige priser, medført en kraftig stigning i antallet af badebassiner i private haver.
Der drukner årligt ca. 4 personer i vandbassiner i Danmark. Hertil kommer et ukendt men formodentligt meget højt antal ulykker der ikke ender fatalt.
Definition af vandbassiner
Et vandbassin er et bassin – ofte udendørs – med vand i, f.eks. en konstrueret guldfiskedam i baghaven. Naturligt forekommende vandhuller eller gadekær er også defineret som vandbassiner.
Et badebassin er et vandbassin specielt indrettet til badning, f.eks. med stiger og vandrensningssystemer. Både bade- og vandbassiner kan være nedgravede så vandfladen ligger i eller under terrænniveau, eller de kan være placeret på terrænniveau, så vandoverfladen ligger over terrænniveau, f.eks. et oppusteligt badebassin.
Badekar indeholdende vand er også defineret som et vandbassin, og der sker jævnligt drukneulykker med børn i badekar. Her gælder det at voksne konstant skal overvåge barnet, så længe der er vand i badekarret.
Drukneulykker kan finde sted selv i meget lavvandede vandbassiner. Er vandbassinet dybere end 30 cm eller mere end 2 m bredt bør adgangen begrænses.
Respekt for vand
Udendørs vandbassiner øger risikoen for drukneulykker. Badebassiner forbedrer dog samtidig vandtilvænningen og svømmedueligheden i befolkningen, især blandt børn og unge. I 2007 viste svømmeduelighedsundersøgelsen foretaget af Dansk Svømmeunion og TrygFonden, at 1 ud af 4 danskere ikke kan svømme. Og evnen til at svømme og dermed kunne redde sig selv og andre, er vigtig i et land der er omgivet af vand. Derfor kan vi ikke entydigt konkludere, at badebassiner bidrager til et højere antal drukneulykker.
Ved at forhindre utilsigtet adgang til vandbassiner samt overvågning af al badning, kan imidlertid reducere risikoen for drukneulykker i vandbassiner betydeligt.
Læs mere om anbefalinger til vandbassiner her
Tjek sikkerheden ved dit havebassin - læs her